Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 1.djvu/600

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Hensigt at kunne hævde Executionsdom til Thinge. Herom handles i Gulathingsloven § 37 samt Frostathingslovens X, 11–18; det hedder her udtrykkeligt, at naar man ej har vidner paa sin Gjæld, maa man søge Debitor med Kvaða (ɔ: Anmodning, modsat Krav), hvorpaa da, hvis Debitor ej strax vedgaar Gjælden, sættes en Dom (Kvadedom) ved Debitors Gaard, af hvilken Dom hver af Parterne udnævnte 6, ligesom de og havde gjensidig Recusationsret; alt med forskjellige og for de enkelte Lagdømmer noget afvigende Formaliteter. Denne Dom kunde blot paalægge Debitor Benægtelses-Eed i Forhold til Gjældens Størrelse; denne Eed, forsaavidt den blev aflagt eller han ej dristede sig dertil, blev da Beviset, efter hvilket Thingmændene afsagde Executionskjendelse eller ikke. Forf. har fejlagtigt antaget, at denne Kvadedom altid anvendtes ved Hjemstevne.

Lagmændenes Embede oprettedes ganske vist, fordi Lovgivningen med den stigende Cultur blev mere indviklet, saaat fuldstændig Lovkundskab ej kunde forudsættes hos Lagrettesmændene. Deres Functioner vare da, deels at præsidere ved Lagthingene, deels at gaae Lagrettesmændene til Haande som Retsconsulenter, med andre Ord: at anvende Loven paa det af Lagrettesmændene undersøgte Factum. Nogen aldeles nøjagtig Adskillelse, saaledes at Lagrettesmændene blot holde sig til Factum, Lagmanden blot til Lovsanvendelsen, kan man her ikke vente at finde, men i Hovedsagen var den bestemt forhaanden. Dette fremgaar af flere Data. Det overholdtes i lang Tid temmelig strengt, at Lagmandens Kjendelse aldrig kaldtes en Dom, hvormed Begrebet om Executionskraft forvandtes, men alene Lagsagn eller Orskurd, d. e. Afgjørelse, Lovserklæring. Det var vistnok saa, at Kongerne, næppe saameget i den Hensigt at udvide Kongemagten, som virkelig at sørge for Retsplejen, søgte at give Lagmændenes Orskurder omtrent samme Kraft som en afsagt Dom, men i Almindelighed lykkedes det næppe, – at Parterne efter gjensidig Overeenskomst kunde vedtage dem som Voldgiftskjendelser, er en anden Sag. Paa det Sted i vor Lovgivning, hvor Lagmændene allerførst nævnes, nemlig i Kong Haakon Haakonssøns Indledning til Frostathingsloven, klager Kongen over, at mange ej ville tage Notits af Lagmandens Orskurder, naar denne havde „sagt Loven“. Der sættes ogsaa Pengebøder for dem, der ej ville indfinde sig, naar de blive indstevnte for Lagmanden. Pengebøder i dette Tilfælde foreskreves og i Kong Magnus’s Landslov, og der for-