Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 1.djvu/602

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Forf. have fundet for de ældre Tider i Munthes Anm. til Aalls Oversættelse af Snorre. Forf. anfører dem kun efter Christian den 4des norske Lov. Med Herredsthingene havde derimod Lagmanden intet at bestille og her vare Lagrettesmændene fremdeles overladte til sig selv. Vistnok skulde ifølge Kong Haakon den 5tes Retterbod af 17de Juni 1308 Lagmændene berejse deres Districter for at afsige Orskurder og være ledsaget af en for Kongen selv eedsvoren Skriver, der kunde give hans Kjendelser beskrevne. Men disse vare da kun Orskurder, ingen Domme. Den eneste Maade, hvorpaa Lagmanden synes at have kunnet afsige Domme udenfor Lagthinget, var ved at tage et ubestemt Antal anseede Mænd, eftersom man tilfældigviis forefandt dem, især Kongens haandgangne Mænd, med sig som Bisiddere eller lade dem samtykke i Kjendelsen. Denne uregelmæssige Maade at afsige Dom paa maatte, som unødvendig, bortfalde, da Lagthingene holdtes 3 Gange om Aaret.

Det er saaledes viist, at Lagmandens Function oprindelig kun var at sige, hvad der var Lov, Lagrettens at dømme, og saaledes frembyder sig ligeledes her en Analogi med Jury-Indretningen. Det samme Forhold indtraadte paa en vis Maade ved Herredsretten eller Underretten, da denne fik en ordentlig beskikket eedsvoren Skriver (Sorenskriver). Forf. anfører det bekjente Sted i F orordn. af 21de Juli 1591, hvor Sorenskriver for første Gang nævnes. Imidlertid er det højst sandsynligt, at de, om end blot hist og her, have været ansatte, i alle Fald havde man allerede i 1308 etslags sorenskrivere i de eedsvorne, saagodtsom kongeligt beskikkede, Klerker eller Skrivere, der ledsagede Lagmændene. Det er højst rimeligt, at disse samme eedsvorne skrivere ogsaa have været brugte til at give Herredsretternes Domme beskrevne.

Det staar nu kun tilbage at omtale de Beviismidler ved vor ældre Rettergang, der tilsyneladende have nogen Analogi med Jury-Institutionen og derfor kunne tages for en saadan. Vore Forfædre, saavelsom Germanerne i Almindelighed, brugte som Beviismidler ved Siden af Vidner, der overhoved hos dem ikke spillede saa betydelig en Rolle som i vor nuværende Rettergang, Parts-Eden med eller uden Med-Eedsmænd og Ordaler, deri den hedenske Tid fornemmelig bestod i Tvekamp. Forfatteren fejler, naar han S. 7, 8 sætter Duel eller Tvekamp som en egen Afgjørelsesmaade ved Siden af Ordalerne. Den var tvertimod den ældste og vigtigste Ordal og udstraktes idetmindste i Tydskland saavidt, at den, utroligt nok, anvendtes endog mellem Mand og Kone, naar disse vare uenige. Afgjørelsesmaaden ved Tvekamp omtales ligefra de allerældste hedenske Tider hos vore Forfædre, og saameget er vist, at et af de gamle Eddadigte, som dog maaskee kan være forfattet efter Christendommens Indførelse, omtaler Beviis ved kogende Vand eller det saakaldte Kjedeltag. Samme Beviismaade omtales og hos de saliske Franker i det 5te Aarhundrede, og det rette torde da være, at Ordalerne – hvilket ogsaa Navnet viser – fra Urtiden have været brugelige blandt Germanerne. Men strengt taget var ogsaa