get, deels at de saaledes eedsvorne Lagrettesmænd kunde opnævnes til Lagrette uden at eedfæstes paany, hvilket igjen forudsætter, at Antallet af de paa denne Maade eedsvorne Mænd i hvert Herred var større end den egentlige Lagrettes Antal, og at disse eedsvorne Lagrettesmænd dannede en egen Klasse, der nød fortrinlig offentlig Tillid, og blandt hvilke Skjønsmænd og Voldgiftsmænd fortrinsviis udnævntes. Vi have altsaa her fremdeles et Moment ved Lagrette-Institutionen, som bringer den i Analogi med Jury-Indretningen.
Forfatteren har misforstaaet vore gamle Love, naar han antager, at Lagthingene dannede Appel-Instanser. – Enhver Dom, endog afsagt paa Herredsthinget, naar den kun var ordentligt afsagt, var inappellabel, og det var kun, naar betydelig Meningsforskjel herskede blandt Thingmændene, at Sagen henskødes til en højere Ret, hvorimod det synes at have staaet Enhver frit for, naar det faldt ham belejligt, strax at lade sin Sag paadømme af en slig højere Ret. Den højeste Ret i de ældste Tider, førend Norge samledes til et eneste Rige, var naturligviis Fylkesthinget, og som en Levning fra den Tid maa det vel ansees, naar det nysfundne Brudstykke af den gamle Eidsivathings- eller Borgarthings-Lov kalder Fylkesthinget ogsaa Aalyktarthing ɔ: Slutningsthing. Det er ligeledes merkeligt, at dette Brudstykke nævner Tre-Fylkers-Thing som allerhøjeste Ret, uagtet baade Eidsivathingslagen og Borgarthingslagen bestod hver af mere end 3 Fylker. Men der gives flere Omstændigheder, som tyde hen paa, at det, naar Frostathinget fraregnes, hvis oprindelige Omraade var de 8 throndhjemske Fylker, fra først af kun var tre og tre Fylker, som forenede sig om hvert Lagthing. For Gulathinget var det, som vi have seet, Fjorde-, Sogne- og Horde-Fylke; for Eidsivathinget rimeligviis Heina-, Hada- og Rauma-Fylke; for Borgarthinget Alfheim, Vingulmark og Vestfold, skjønt Thinget før Olaf den Helliges Tid snarere har staaet i Skiringssal, end paa Borg. Denne Omstændighed, at hvert Thing fra først af kun omfattede tre Fylker, er os Nøglen til det stedse vedblivende Antal af 3 Gange 12 Lagrettesmænd.
Naar Forfatteren, som det synes (S. 18), antager, at Riget fra gammel Tid af var deelt i fire Lagdømmer, saa er dette mindre rigtigt, da Borgarthingslagen først senere dannedes, endog langt senere, end man sædvanligviis har antaget (see Olaf den helliges Saga, udg. af Keyser og Unger, S. 106). Det er ligeledes en Fejltagelse, naar det uden nogen Undtagelse for den ældste Tid
