Alt dette kan bekvemt skee, idet vi fremdeles følge Forfatteren i hans historiske Fremstilling af Norges judicielle Indretninger. Hvad fordetførste Lagrettesmændenes, som overhoved Thingmænnes, Udnævnelse angaar, da er det mindre rigtigt, naar Forf. yttrer den Formening, at de i Førstningen valgtes af Folket. Det var fra umindelige Tider Skik, at de opnævntes af Herseren eller Herredsbøndernes Formand. Om Hersernavnets Oprindelse og Betydning maa jeg forøvrigt henvise til den føromtalte Afhandling af Prof. R. Keyser, da det her ikke er Stedet at udvikle dette nøjere, ligesom det heller ikke kan skee paa en klarere og grundigere Maade, end det der staar at læse. Her maa jeg blot bemerke, at istedetfor Hersernavnet paa Island traadte Gode-Titelen, der egentlig blot vidnede om Herserens offerpræstelige Forretning, og at Hersernavnet i Norge allerede tidligt afløstes af Lendermands-Titelen, uden dog i det Væsentlige at forandre sin Charakteer. Nu hedder det allerede i Egilssaga paa foranførte Sted, hvor der handles om Gulathingets Lagrette, at de udnævntes af Herserne, saaledes at den fornemste Herser i hver af de tre Fylker udnævnte 12 Lagrettesmænd. Paa Island var det Goderne, som opnævnte Dommerne, saaledes at til Vaarthinget tre Goder (hvert Vaarthing indbefattede nemlig tre Gode-Districter) udnævnte hver 12, til Fjerdingsdommene hver Gode een, og ligeledes til Femtedommen hver Gode een (nogle særegne Undtagelser kunne her lades ud af Betragtning). Nævningsmændene til Lagthingene i Norge opnævntes deels af Lendermændene, der repræsenterede Bøndernes Interesse, deels af de kongelige Gaardsfogder og Sysselmænd, men om noget Valg, foretaget af det hele Folk, var ikke Tale. At ogsaa Lagrettesmændene udnævntes af Lendermændene i Forening med de kongelige Embedsmænd, siges ikke udtrykkeligt, men det falder saagodtsom af sig selv. Det er imidlertid nøje at lægge Merke til, at Kong Magnus’s Landslov foreskriver, at de til Lagthinget udnævnte Lagrettesmænd skulle tages i Eed paa at dømme retfærdigt m. m., men føjer til, at enhver af dem skal sværge denne Eed den første Gang, han tiltræder Functionen, og ikke oftere, om han end oftere dertil udnævnes. Sættes dette i Forbindelse med den Omstændighed, at mange Diplomer ere udstedte af Mænd, der kalde sig eedsvorne Lagrettesmænd for dette eller hint Herred, saa seer man, deels at Eedfæstelsen ogsaa foretoges med Herreds-Lagrettesmændene ligesaavel som med Lagrettesmændene ved Lagthin-
