hedder (S. 20), at Lagmændene præsiderede ved Thingene, thi Lagmandsembedet oprettedes, som allerede forhen bemerket, først henimod Slutningen af 12te Aarhundrede. Overhoved er Forf. ikke ret paa det Rene med Lagmandsembedets Functioner og Lagthingsinddelingen, hvorom siden. Her ville vi for det første betragte Maaden, hvorpaa Lagretten udførte sin dømmende Function, og hvad Betydning dens Domme havde. I Førstningen synes det, som om dens Domme ikke fik Fuldgyldighed, førend de samtykkedes af de tilstedeværende Thingmænd (Keysers Afhandling S. 46), og dette er maaskee Aarsagen, hvorfor de i vore ældste Love ikke udtrykkeligen nævnes. Forøvrigt var Thingdommen, hvad enten den var afsagt af Lagretten eller alle Thingmændene, egentlig kun en Dom om Factum eller en Erklæring, at Lovens Bestemmelse skulde indtræde, med andre Ord: en Kjendelse, at Execution kunde finde Sted. Lovbestemmelserne vare i hine Tider saa simple og omfattende, de enkelte Tilfælde selv saa ufravigeligt indordnede under visse Rubriker, og Retsbevidstheden derhos saa levende, at Maaden, hvorpaa Loven, som man siger, skulde anvendes paa Factum, ej behøvede at nævnes; det var nok at erklære Factum for beviist, saa faldt Anvendelsen af sig selv; og om der overhoved skulde være Tale om nogen Afsondring mellem Kjendelse i Factum og Executionsdecretet, saa maa den første have været Lagrettens, det andet Thingmændenes Sag. Alt dette fremgaar tydeligt blandt andet af den ældre Gulathingslovs Bestemmelser (35, 36) om Inddrivelse af Vitafé, d. e. vitterlig beviist Gjæld. Hertil regnes laant Gods, lejet Gods, dømt Gods m. m. samt vidnesfast Gjæld; alt dette skal søges med Krav, som det kaldes; man stevner Vedkommende til sit Hjem, forventende at han der strax betaler; hvis ikke, stevner man ham til Things og fremfører der kun sine Beviisligheder for, at man ej har forsømt Formaliteterne; Beviset for Gjælden selv forudsættes som allerede tilstede, saa at det ikke engang behøves at føres til Thinge, men kun dets Gyldighed at undersøges; derpaa have Thingmændene at tildømme ham sit Gods og saamange af dem, som udfordres til at udføre Executionen, skulle strax følge Sagsøgeren for at hjælpe ham dermed. Naar der blandt beviist Gjæld ogsaa regnes dømt Gods, saa er dette Ord her brugt i en egen Betydning, der ej maa forvexles med Thingdommen; det sigter til en Fremgangsmaade, som anvendtes for at faae ubeviist Gjæld bragt i Kategori med den beviiste eller Vitafé, i den
