Land for Undersaatter kun grundede sig paa kongelig Forlening. Det samme Princip aabenbarer sig allerede heri Norge ved Harald Haarfagres Erobring af Landet. Der fortælles som be kjendt udtrykkeligt, at han tilegnede sig al Odel, det vil sige, fordrede Landet betragtet som sin Ejendom, og Besidderne blot som sine Lejlændinger (dette Udtryk naturligviis taget i en mere uegentlig Betydning). Det samme Princip aabenbarer sig under de gamle Konger af Ragnar Lodbroks Dynasti i Danmark, hvis Herredømme efter nøjagtige Undersøgelser blot kan betragtes som opstaaet ved en nordisk Krigerskares Erobring af de halvgotiske danske Lande; det heder udtrykkeligt hos Sven Aagesøn, at hine Konger ejede Jorden i hele Riget. Gange-Rolf erhvervede sidenefter Normandi paa samme Maade, skjønt under den franske Konges Overhøjhed; hans Ætling Vilhjelm Erobreren underkastede sig paa samme Maade England, og senere see vi det samme Princip gjøre sig gjældende i Neapel, da normanniske Erobrere ogsaa underkastede sig dette Land. „Endnu“, siger derfor en tydsk Forfatter, „er det Grundsætningen i England, at Kongen betragtes som den direkte og oprindelige Ejer af Landejendommene i det hele Statsgebet, og at al Besiddelse af Jord middelbart eller umiddelbart er at udlede fra ham. Den højeste politiske Værdighed er saaledes i en vis Henseende afhængig af en Privatrettighed, og medens paa Fastlandet de Besiddere, hvis Adkomst ej beroede paa kongelig Forlening, i Kongedømmet blot kunde see en ved mangeslags Interesser med dem forbunden og beskyttende Magt, kunne Landejendomsbesidderne i England betragte Kongen som den, der forlener og overholder deres Rettigheder. Den større Uniformitet ved Lensvæsenet i England forebyggede derfor ogsaa den Søndersplittelse, som paa Fastlandet fulgte af de feudale Indretninger; og de egentlige Højhedsrettigheder, fornemmelig Jurisdictionsretten, forenedes i den øverste Lensherres Haand. Men Vasallernes politiske Berettigelser kunde derhos lede til en fælles Repræsentation af Undersaatterne, som maatte være væsentlig forskjellig fra de stænderske Indretninger paa Fastlandet, hvilke i Almindelighed manglede offentlighedens og Almindelighedens Charakteer.“
Forfatteren gaar, som forhen omtalt, fra Lensindretningen over til at beskrive de gamle frankiske Domstole. Han viser, hvorledes man, da Møde i Folkeforsamlingerne ansaaes for byrdefuldt, fastsatte, at Communeforstanderen i Forening med 7
