ner, saaledes vare Byerne i de af de germaniske Indvandrere erobrede Lande løsrevne af det romerske Statslegeme, en Tidlang, skjønt hensygnende, vedligeholdende romersk offentligt Liv. De indtrængende Barbarer opgave saaledes ikke, som Forf. finder naturligt, sine egne Folkeretter og adopterede romersk Ret, men de bibeholdt deres egen Ret, taalende romersk Ret i Byerne, hvis indre Væsen egentlig maatte være dem ligegyldigt. Da imidlertid de germaniske Erobringskonger ogsaa vare Byernes og de romerske Provindsborgeres Overherrer, kunde de dog ikke undgaae undertiden at tage sig af deres Lovgivning, og saaledes opstod paa denne Tid flere Udtog af den romerske Ret, bestemte til at gjælde blandt Provincialerne i de enkelte nye Riger, f. Ex. det alarikske, for Vestgoterne, det papianske, for Burgunderne o. s. v. Men de gjælde ikke, som Forf. troer, for Vestgoterne, Burgunderne, overhoved for Germanerne selv. Disse bibeholdt deres egne Love, som de nok forandrede efter nye Forhold, men uden at forandre de gamle Retsvedtægters egentlige Aand og Principer. Derfor har man endnu, som bekjendt, den gamle vestgotiske Lov, den longobardiske, den burgundiske, de frankiske o. fl., bestemte til at gjælde mellem de nævnte Rigers germaniske Herrer, medens den romerske Ret vedblev i Byerne. Indførelsen af den romerske Ret blandt Germanernes Efterkommere i disse Lande tilhører langt senere Perioder og gik overhoved kun gradeviis for sig. I Italien, hvor Massen af den romerske Befolkning altid maatte være overvejende, og hvor Germanerne ikke engang ret kunde siges at have deelt Landet imellem sig, maatte Germanernes overgang til romersk Nationalitet tidligst finde Sted. Men i Tydskland og Frankrige fik Romerretten ikke egentlig nogen Betydning i Rettergangen mellem Adelens Medlemmer, det vil sige Efterkommerne af de germaniske Erobrere, indbyrdes, førend længere hen i Middelalderen, da Kongernes eller Kejsernes og Adelens Interesse var bleven forskjellig og hine søgte sin støtte i Bykommunerne. Efter at disse havde henslæbt et sygeligt Liv i nogle Aarhundreder, lærte Kongerne, hvis Magt den vældige Lensadel næsten gjorde til et Intet, at deres Interesse i en vis Henseende var den samme som Bycommunernes. Disse, hvilke kunne betragtes som det romerske Væsens Aflæggere midt i Germanismen, understøttedes nu af Fyrsterne med Privilegier, for at deres Masse kunde tiltage paa Adelens Bekostning; dette bragte dem igjen i Opkomst, og derved dannede sig en Tredie- eller Borgerstand, hvis
