Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 1.djvu/591

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Retsforfatning oprindelig var grundet paa Romerret; paa samme Tid indbragtes ved Gejstligheden, hvilket ogsaa Forf. gjør opmerksom paa, den canoniske Ret, der ligeledes slutter sig til Romerretten; med den stigende Cultur og den tiltagende Forvikling af Forholdene tiltog ogsaa Retsbestemmelsernes Messe og følgelig Vanskeligheden for den Ikkeboglærde at kjende dem; Retskundskab blev derfor en egen Videnskab, som Adelsmanden maatte overlade til Gejstlighed og Trediestand, og for denne Videnskab dannede naturligviis Romerretten Grundvold. Der opstod nu en Klasse af Lovkyndige (Legister), der, fra Fødselen af og ifølge de bestaaende Forholde Adelen fiendtlig, betragtede Romerretten, saadan som den fremtraadte i den i streng absolutistisk Aand bearbejdede Corpus juris, som sit Orakel og derfor i enhver Henseende vare ypperlige Hjælpere for Konge- og Kejser-Magten. Disse Legister gik efterhaanden over fra at være blotte juridiske Consulenter ved Domsafsigelser til at blive virkelige Dommere og i denne Egenskab ordentlige Embedsmænd. Saadan Domsafsigelse, udøvet af en enkelt Embedsmand, er noget, som oprindelig er aldeles fremmed for germanisk Retsforfatning. Af de her udviklede Grunde slap ogsaa England frit for Romerret, da den normanniske Erobring fandt Sted, førend endnu Romerret var bleven gjældende i Frankrige, og de normannisk-engelske øverste-Thing eller Parlementer vedbleve af samme Grund at være virkelige Thing eller Parlementer, medens de franske, oprindeligt indrettede paa samme Maade, gik, som Forf. siger, over til at betegne visse Overdomstole, nemlig da Baroner, ude af Stand til at udføre den i Parlementerne paa de Tider hyppigst forefaldende Forretning, at dømme, da de ej kjendte Loven, maatte overlade denne Forretning til gagerede Legister, der beholdt deres Embede paa Livstid.

I Forbindelse med denne Retstilstand og Forhold mellem Landet og Byerne udviklede sig ogsaa Lensvæsenet som en ligefrem Følge af de germaniske Administrativ-Forholde, anvendte paa erobrede Lande, der ved Krigsmagt maatte holdes i Lydighed. Men i Fremstillingen heraf er Forf. atter noget svævende, idet han ikke tilbørligen skjelner mellem Lensindretningen paa Fastlandet, eller rettere de Riger, som dannedes af det store frankiske Monarchi, og den normanniske Lensforfatning i England. Han synes at betragte begge disse Lensforfatninger som een og den samme, uagtet de indbyrdes vare betydeligt forskjellige. Paa Fastlandet var Besiddelsen af Grundejendom Kil-