Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 1.djvu/370

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
366

saadan Kundskab forhaabentlig vilde virke til Vedligeholdelse af det ægte Sprogstof i Dialekterne og til Modstand mod den fremmede Paavirkning“. Skriftet er saaledes et uafhængigt Heelt for sig, indeholdende i sig selv det nødvendige Materiale. Det afgiver ligefuldt de fornødne Hjelpemidler for Sprogforskeren, men det er ikke et blot og bart Hjelpemiddel for ham. Hvorvidt forresten et Skrift af en saadan Natur som dette — strengvidenskabeligt maa det nemlig altid blive — kan opfylde den af Forf. tilsigtede Bestemmelse, om det ikke ligefuldt bliver Sprogforskere, der mest komme til at benytte og studere det, og om det ikke isaafald havde været det nemmeste, nærmest at indrette det for dem, vil Tiden vise. Saameget er imidlertid vist, at den af Forf. fulgte Plan har havt den føromtalte Fordeel, paa en mere ligefrem og iøinefaldende Maade at vise, hvor lidet man i Norge behøver at ty til de gamle Haandskrifter for ligefuldt at lære de gamle Former at kjende, med andre Ord, hvor kraftigen Norrønasproget endnu boer iblandt os. Havde Bogen været indrettet for Sprogforskere, da maatte man have gaaet ud fra Oldnorsken til Folkesproget, medens man nu er gaaet ud fra dette til hiin Denne Fremgangsmaade forklarer tilstrækkeligen, hvorfor Forf. ikke slethen har fulgt den oldnorske Orthographi, men derimod antaget en, der mere nærmer sig til det i det nuværende Skriftsprog vedtagne Lydsystem, uagtet den visselig ikke er saa bekvem til at udtrykke alle Nuancer, som hiin. Det bliver dog paa den Maade lettere for Almuesmanden, som nu engang er vant ved at læse Dansk, at opfatte den Lyd, Forf. søger at tilkjendegive, medens den med Oldnorsken fortrolige Sproggransker ligefuldt ved første Øiekast skjønner, hvorledes hvert enkelt Ord egentlig bør skrives. Forf. har saaledes ikke brugt Accenter og f. Ex. rettet sig efter den i skriftsproget vedtagne, ingenlunde rigtige Brug, at sætte j efter k ogsaa foran de bløde Vocaler. Men han har gjort fuldstændigt Regnskab for deslige Afvigelser fra det rette, og det er høist rimeligt, at man ved en pludselig Overgang til det rette, naar hiint rette nu engang var usædvanligt, vilde hindre Skriftet fra at vinde tilbørlig Indgang hos Mængden.

Forfatteren har inddeelt sit Skrift i sex Afdelinger, nemlig I. om Lydforholdet, II. om Overgangsformeme, III. om orddannelsen, IV. om Bøiningsformeme, V. om Ordføiningem VI. om Sprogarternes indbyrdes Forhold. Det ligger i Sagens Natur. at de to første Afdelinger, der ligesaa gjerne kunde have været sammenfattede i een, om Lydlæren, her blive de vigtigste, da