for Folkets almindelige simple Tankekreds, og enkelte Former ere saa forskjellige i Dialekterne, at man vanskelig vilde blive enig om Valget imellem disse; især vilde man have en meget vanskelig Knude at løse, naar Substantivernes Bøiningsformer skulde bestemmes. Alligevel troer jeg dog, at et Forsøg burde gjøres i saadanne Emner, hvortil vi have tilstrækkeligt Ordforraad, saasom Fortællinger, Naturbeskrivelser og deslige. Der gives endog adskillige Sager, hvortil et norsk Almeensprog synes ganske nødvendigt, saafremt den almindelige norske Karakteer i samme skal gjengives; dette er især Tilfældet med de mange betydningsfulde Ordsprog, som bruges iblandt Almuen. Ved saadanne Forsøg kunde man nemlig forberede en bestemt sprogform, og derved lægge en Grundvold, hvorpaa der siden kunde bygges. Men endog i disse simplere Sager maatte Forsøget forberedes ved en grundig Prøvelse af det hele Stof i Sproget eller i alle Dialekter tilsammen; man maatte ligesaavel tage Hensyn til det Almindeligste som til det Bedste eller Fuldkomneste, og fornemmelig maatte man vogte sig for at tage Ordene iflæng af en enkelt Dialekt eller at anvende for mange sjeldne og ubekjendte Ord; thi det gjælder her om at fremlægge noget, som kan vinde almindelig Erkjendelse saavel ved Forstaaelighed og Bekvemhed i Formen som ved Bekvemhed til at udtrykke Meningen. Det her anførte maa ellers kun ansees som foreløbige Antydninger til nærmere Overveielse af dem, som interessere sig for Sagen; en nærmere Udvikling heraf kan først finde Sted, naar en Ordbog over Sproget er udkommen“.
Vi formaae dog ikke at indsee andet, end at netop den „grundige Prøvelse“, Forfatteren anseer nødvendig, i nærværende Skrift tilstrækkeligen er foretagen, og det maa alene være hans Beskedenhed, som bringer ham til ligesom at ignorere dette. Vi skulle nedenfor nærmere omhandle denne Materie.
Forfatteren anfører S. XIV, at han „Ved Reglernes Fremstilling fornemmelig har taget Hensyn til en vis Klasse af Læsere, nemlig oplyste og videlystne Almuesmænd, især saadanne, som kjende til de nu brugelige Skolegrammatiker“. Dette maa man Ved Skriftets Benyttelse stedse have for Øie, da man ellers maaskee vilde finde det besynderligt, at han ikke heelt og holdent har indrettet det som et Slags Anhang eller Supplement til den oldnorske Sproglære. Denne hans Bestemmelse med Skriftet staar i den nøieste Forbindelse med den allerede ovenfor paapegede Fremgangsmaade, at Forfatteren Ved den kritiske Behandling af Sprogstoffet ene har holdt sig til levende Former, om hvis Tilværelse han ved egen Erfaring har overbeviist sig. Skriftet er ikke bestemt for Sprog-Granskers, men for Læsere i Almindelighed, nærmest Almuesmænd. For disse i Særdeleshed antog Forf. det „magtpaaliggende at faae en Anledning til Kundskab om Dialekternes Forhold til hinanden og til skriftsproget, da en
