Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 1.djvu/371

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
367

Dialektafvigelserne egentlig blot ere forskjellige Egenheder i Udtalen. Ogsaa synes Forf. at have behandlet dem med Forkjærlighed, ligesom han i Særdeleshed her har lagt sin Skarpsindighed og fine Sprogsands for Dagen. Exempler lade sig ikke ret vel anføre; men vi maae nøie os med at henvise til enkelte Partier, f. Ex. den høist sindrige Udvikling af Vocalsystemet § 12—27, den forhen omtalte Fremstilling af Ligedannelsen m. m. De Punkter, hvori Vi her maae erklære os uenige med Forf., ere kun faa og sammenligningsviis ubetydelige. Det forekommer os, at han har indrømmet Lyden af aa og æ for stort Raaderum, f. Ex. naar han skriver Laamb, Aand, Straand, ikke Lomb, Ond, Strond, thi Vocalen er dog her umiskjendelig kort, det er egentlig en Omlydsform af d, hvilken Omlydsform oprindelig blev skreven ö; ligesom og den ved i bevirkede Omlyd deraf er e, ikke æ; thi den dannes ikke af ö eller aa, men det oprindelige a. I de oldnorske Ord hönd, tönn f. Ex. skulde Vocalen egentlig være a, hand, tann, og saaledes bleve Ordene skrevne i de allerældste Tider. Omlyden hönd, tönn er bevirket ved et u, som ligger skjult i Femininendelsen; dette u bortfalder i Genitiv, hvorfor det oprindelige a strax kommer frem, handar, tannar; det kommer tilbage i Dativ plur. paa um, hvorfor og Omlyden strax indfinder sig, höndum, tönnum. Men ligesom et paafølgende u virker Omlyden a : ö, saaledes virker et paafølgende i Omlyden a : e, f. Ex. Dat. sing. hendi, Nom. pl. hendr, tennr (opr. hendir, tennir), ligesom brenna (opr. brannia) af brann, fella af fall. Det er her indlysende, at e i Omlydsformerne hendi, tennr, brenna kommer umiddelbart af Stammeformen hand, tann, brann, ikke af Omlydsformen med ö, der ei engang er tilstede i det sidste Ord. Det er denne Omlydsform med ö, som i enkelte Dialekter er bleven til o, eller snarere muligviis stedse der har haft den Lyd. Det synes saaledes mindre konsekvent at skrive Tann, Haand, Plur. Tenner, Hænder, thi Vocalen er ifølge det ovenudviklede lige kort paa begge Steder, og det er forsaavidt vildledende, som man let kunde tro, at Omlyden Hænder er dannet af Haand, ikke af Hand, og man vilde derved danne sig et falskt Begreb om Omlydsforholdet, hvilket ivor Formlære er saa yderst vigtigt. Forf. har vistnok i § 48 fremsat den Bemerkning, at nk, ng, nt, nd, ns, mp, mb have en saadan udvidende Virkning paa den foregaaende Vocal, men den kan næppe være saa betydelig, at man derfor skulde behøve at bruge et Tegn, der dog nærmest tilhører en lang Vocal. Dette staar overhoved i For-