former. Alt dette havde vi nok tidligere anet, men at det i en saa fuldstændig Udstrækning var Tilfældet, havde vi næppe tænkt os, og det Resultat, Forf. har bragt til Evidens, er derfor i høi Grad overraskende. Det viser, at det oldnorske Studium nu tildeels maa tages paa en anden Maade. Den næste fuldstændige oldnorske Grammatik, som udkommen kan ikke længere blive udelukkende oldnorsk. Den maa kaldes simpelthen „norsk Grammatik“ og under Lydlæren behandle alle de nyere Dialekt-Afvigelser, den islandske og færøiske medregnede. Udtalen vil med langt større sikkerhed, end hidtil, kunne bestemmes efter de bedste norske Mundarter. Et fuldstændigt norskt Lexicon maa ligeledes omfatte det hele ordforraad, ældre og nyere, eller supplere det i Haandskrifterne forhaandenværende Ordforraad med egte Former i de nu levende Mundarter.[1] Paa den Maade vil ogsaa efterhaanden al uklar Forvexling af Oldnordisk, Oldnorsk eller Norsk, og Islandsk bortfalde. Det vil blive enhver Sproggransker klart, at Eddaernes, Sagaernes, Kongespeilets, Diplomernes og de gamle Homiliers Sprog hverken er Oldnordisk (thi da maatte det tillige være Olddansk og oldsvensk) eller Islandsk, men Norsk, og, hvis det skal nærmere betegnes, Old-Norsk.
Hvad nu forresten de enkelte Dialekt-Egenheder i Udtalen angaar, da yttrer Forf. selv i Fortalen, S. VII, at disse rimeligviis grunde sig paa meget gamle Egenheder ved Folkesproget i de forskjellige Egne. Dette er i og for sig naturligt, og det viser sig derhos aldeles tydeligt, naar man nærmere undersøger vore gamle Diplomer. De egentlige Codices ere i dette Stykke ikke saa instructive, fordi Afskriverne i Regelen havde en høiere Dannelse og saaledes vare mindre udsatte for at optage Dialekt-Egenheder i skriftsproget, hvor usikker deres Orthografi for Resten kunde være. Ogsaa ere Codices rimeligviis fordetmeste skrevne i Byerne eller i Klostre. Diplomerne ere derimod skrevne paa stedet selv — man har endog eet, skrevet paa Isen af et Grændsevand ved en Delingsforretning —; deres Retskrivning er som oftest meget slet og røber en ukyndig skriver, men jo større Ukyndigheden var, desto færre maae de orthographiske skrupler have været, og desmere maae Bygde-Udtalens Egenheder netop i slige Diplomer afspeile sig. Man finder f. Ex. i Vest-Thele-
- ↑ Endog islandske Lærde have allerede tidligere maattet ty til Hallagers ufuldkomne norske Idioticon for at forklare enkelte ældgamle, ellers uforstaaelige Skalde-Udtryk.
