Bite i Naumdalen Bata, i Orkedalen Baataa osv. Naar man hører et og samme Ord udtalt paa forskjellige Steder Tiur (tostavet), Teer og Tudur, bliver det en Gaade, hvorledes det er gaaet til, og Ordene synes heelt forskjellige; den oldn. Form þiðurr opklarer derimod alt, Ti-ur er nemlig þiðurr med et paa sædvanlig Maade udeladt eller svagt udtalt ð; Teer er det samme med End. ur udtalt er, ð udeladt og det aabne i gjengivet ved e; Tudur er þiðurr ved Ligedannelse. Det er ligeledes vist at denne Forandring ei finder Sted, naar den sidste Stavelse bortfalder, f. Ex. af laasaa „les“, af svaaraa „svar“ osv.: det tydeligste Beviis paa, at denne Egenhed kun tilhører den locale Udtale og ikke engang i vedkommende Bygdefolks Bevidsthed fremstiller sig som noget væsentligt, hvorfor man ved Afskrivningen af Ordene ei behøver at agte derpaa. Det samme er Tilfældet med den særegne tykke Lyd af l og rð, som høres især paa Østlandet; en Gjengivelse af denne vilde endog være vildledende, da l og rd paa den Maade vilde komme til at sammenblandes.
Det Resultat, hvortil Forf. er kommen med Hensyn til Udvalget af de retteste og egteste Former, vilde være mindre paafaldende eller interessant, hvis han stedse var gaaen ud fra Oldnorsken og havde benyttet denne som sin Ledetraad. Men det merkeligste ved det Hele er, at han med Flid har afholdt sig derfra og kun inden det nuværende Folkesprogs egne Enemerker hentet de nødvendige Oplysninger. Og dog ere de Former, han opstiller som de egte, aldeles de samme som de, der findes i de bedste og ældste norske Haandskrifter[1] Disse Fonner ere ei vilkaarligen udtagne, men det hele samlede Apparat viser, at ingen anden end disse kunde vælges. Et bedre Vidnesbyrd om; at vort Folkesprog er den gamle Norrønatunge, og at denne hos os har bevaret sin egte oprindelige Klang og tilhører os alene som en synderlig Ting, gjøres ikke fornødent. Om endog alle vore gamle Haandskrifter vare sporløst forsvundne, saa vilde man alene af det norske Folkesprog kunne restituere Sproget i sig selv og af Mundarten paa Island de grammatiske Bøinings-
- ↑ Man betragte i Særdeleshed de § 267—278 anførte stærke Conjungationsklasser, og man vil finde aldeles de samme Former, som den oldnorske Grammatik opstiller. Forf. omtaler endog et Ord, der hidtil ei i uafledet Form fandtes i Oldskrifterne, men dog endnu her til Lands er levende, nemlig stupa — staup, stupo — stope’, hvormed man altsaa kan supplere det oldnorske Lexicon.
