Bøiningsformer bortslebne, ligesom ogsaa Tilfældet har været med Nygræsken og i Almindelighed med nyere europæiske Sprog i Sammenligning med de ældre, hvoraf de stamme. Men det maa vel merkes, at disse Bøiningsformer ikke udgjøre det Væsentlige i Sproget. De ere et Slags Maskineri, som man indretter efter Tidernes Leilighed. I ældre Tider var dette Maskineri mere indviklet og tungvindt, skjønt smukt at see til og lærerigt at undersøge; i vore Tider hjelper man sig med et simplere og lettere Maskinen, og det er saa langt fra at være en Mangel ved et Sprog, at det har kunnet afkaste hine Baand, at dette meget mere vidner om dets Perfectibilitet. Jo mindre uddannet eller stemmende med den fremadskridende Udvikling et Sprog er, desto mere indviklet er derfor ogsaa dets Formlære. Af de europæiske Sprog ere ingen simplere end det franske og det engelske, og de ere tillige de mest dannede; ingen ere mere indviklede end det lappiske, finske og de slaviske. Det væsentlige ved Sproget ligger derimod i dets Lydsystem og Afledningsformer samt overhoved i dets ordforraad. Og i denne Henseende viser nærværende Skrift med aldeles utvivlsom Klarhed, at vort Sprog intet har lidt i Tidens Storme, men frembyder endnu samme egte Klang, samme Former, som i dets mest klassiske Periode, og i langt høiere Grad end den nuværende islandske Mundart. Ogsaa hvad Ordforraadet angaar, give de talrigt anførte Exempler os en tilstrækkelig Forsmag paa den Fuldstændighed, en med Flid samlet Ordbog vil kunne opvise.
Vi lære her ogsaa at erkjende Sprogets Renhed. De mange Dialekt-Egenheder, der hidtil snart af en, snart af en anden Topograph eller Reisende vare opsnappede, tildeels misforstaaede og feilagtigt gjengivne, og som, siden indbyrdes sammenlignede, syntes at vidne om en babylonisk Sprogforvirring, ere her ordentligt sammenstillede, deres sande Væsen og Beskaffenhed er udviklet, og deres underordnede Charakteen som blotte Egenheder Ved Udtalen, er fuldstændigen godtgjort. Jeg kan her exempelviis anføre den saakaldte „Ligedannelse“, som Ff. i § 64 (jfr. § 49) saa fortrinligt har udviklet. Hvo, der ei kjender den nærmere Sammenhæng, skulde vel tro, at „Staagaa“ Og „Stige“ kunde være det samme Ord? Men Forf. har viist, at enkelte Dialekter forandre Rodvocalen efter Endelsevocalen i næste Stavelse (egentlig en udstraktere Gjennemførelse af Omlyden), men, merkeligt nok, kun i korte stavelser; at saaledes f. Ex. Ordet vita i Naumdalen bliver vata, i Orkedalen vaataa;
