talen. Den eneste Form, hvori han synes at være uconseqvent, er bæði (ambo), hvilket han altid skriver bꝍði, men netop denne Form er ogsaa i andre Haandskrifter mere tilbøielig til at vakle mellem æ og ꝍ, og rimeligviis maa Grunden søges deri, at allerede i Urformen et ó maa have været forhaanden, hvilket kan sees af det gotiske bajôþs.
Den ved u bevirkede omlyd af a udtrykker Hauk paa norsk (tildeels og ældre islandsk) Viis ved o, som monnvm, londvm, ei ved ö eller ꝍ.
Endelser, hvori u og i ere Vokaler, have hos Hauk somoftest beholdt disse, og ei antaget o og e, f. Ex. bꝍði i landi ok lavsvm eyri, ikke bæðe, lande, lavsom eyre. Fremdeles et Tegn paa, at han overholdt Orthographiens Reenhed.
Diphthongen ey skriver Hauk altid saaledes; hverken ꝍy, som det allerede formedelst Udtalen var bleven Brug i Norge, eller det endnu urigtigere ei, som paa Island havde begyndt at indsnige sig. Der skjelnes nøiagtigt mellem ey og ei.
Mellem æ og e overholdes ligeledes den strengeste Forskjel.
En Egenhed er det, at Hauk altid skriver Egennavnet Helgi og den svage Adjectivform helgi med ꝍ, nemlig: Hꝍlgi. Han har vel her nærmest rettet sig efter den norske Udtale, thi endnu den Dag idag bliver det hyppigt forekommende Navn Helge udtalt Hölge, Hölje. Aarsagen maa formodentlig være den, at den ældste Form heilagr, hailagr er bleven til háligr,[1] dette til hóligr og siden omlydt hꝍlgi.[2]
I Brugen af h foran r og l bemerkes hos Hauk en Vaklen; rimeligviis er det meget kommet an paa, hvad han har seet for sig i Originalen. Saaledes skal man i Gulathingsloven have ondt ved at finde noget hl og hr; paa Facsimilet af Cod. 371 af Landnámabók findes baade Hrafnkell og Rafnkell. I 544 findes derimod oftest hr og hl. Rimeligviis havde han ogsaa, ved Nedskrivningen af denne Bog, under sit sidste længere Ophold paa Island mere vant sig til den islandske Udtale og Retskrivning.
- ↑ [háligr og heilagr ere forskjellige Ord, se S. Bugge i „Norsk hist. Tidsskr.“ I. 139].
- ↑ Forresten maa den Omstændighed ei lades ubemerket, at i vort Oldsprog ꝍ og e staae i etslags Forbindelse med hinanden, thi det er et beviisligt Factum, at hvor ꝍ ved en hurtigere, mindre nøiagtig Udtale bliver forkortet, gaaer det altid over til e. Saaledes er Formen Grꝍnland om Landskabet af dette Navn i Norge langtfra saa hyppig som Grenland, og det deraf dannede Adjectiv heder altid grenskr, hinn grenski. Saaledes kan og Helgi være en Forkortning af Hꝍlgi.
