I Enden af Stavelser ynder Hauk ofte den blødere Lyd af
Media, hvor ellers i ældre Skrift Tenuis er sædvanlig. Saaledes
har han: ervð, selið, ad, mig, þig. Denne Udtale var vistnok
ogsaa baade i Norge og paa Island den almindeligste.
Ved Sammenstød af Consonanter bruger han stundom besynderlige Assimilationer, som Garðaz f. Garðars. Reflexivformen paa -sk eller -st skriver han somoftest z, s. bvaz, takaz, undertiden blot -s. Omvendt opløser han igjen undertiden et haardt udtalt s i rs, saaledes findes i 544 ors f. oss, ja endog herstr f. hestr. Men ogsaa disse Egenheder synes at tilhøre hans sildigere Periode.
Det vil af disse Hovedtræk lettelig indsees, at hans Retskrivning i det Hele taget er, som man kunde vente den af en saa dannet og forstandig Mand, og at den formelig fortjener at studeres. Hans Tænksomhed aabenbarer sig i Alt, hvad han har afskrevet. Meningsløse Steder, som man ellers desværre altfor ofte træffer endog i gode Codices, søger man forgjæves hos Hauk. I Gulathingsloven, hvor Varianterne ere saa mange og tildeels saa tankeløse, kan man altid være sikker paa hos ham at finde den fornuftigste og følgelig den bedste Læsemaade.
Hauks Personlighed som litterær Notabilitet bliver os ogsaa i denne Henseende interessant, at den paa det Klareste viser Identiteten af den norske og islandske Litteratur, eller rettere sagt af den fælles Norrœna-Literatur. Thi noget har han skrevet paa Island, noget i Norge. Selv var han halv Islænding, halv Nordmand, Embedsmand og Eiendomsmand i begge Lande, men ansat ved den norske Konges Hof og norsk Rigsraad. Hans Orthographi holder, ved at slutte sig usædvanligt strengt til det grammatisk Rigtige, saaatsige Middelveien mellem den norske og den islandske Bogstaveringsmaades Udskeielser. At kalde hans Sprog med den exclusive Benævnelse islandsk istedetfor med den paa hiin Tid ene brugelige og inclusive Norrœna, vil for enhver fordomsfri Iagttager af de anførte Kjendsgjerninger vise sig aabenbar urigtigt.
Hauks Haandskrift er oftere bleven gjengiven i Facsimile, end nogen anden i norske eller islandske oldskrifter forekommende Haand. Flere af disse Facsimiler ere allerede ovenfor omtalte: vi ville her for Fuldstændigheds Skyld give en Oversigt over dem alle:
1) af stykket Nr. 11 i 544, i Langebeks „Scriptt. rer. Dan.“ T. II. S. 266. Den gaaer fra Begyndelsen „Olafr svn ingiallz“
