En af Hoved-Egenhederne ved Hauks Skrivemaade, hvad
enten i Diplomet eller i 371 eller 544, er, at han aldrig bruger
Skilletegn. Enkelte punkter findes vel, men blot for at antyde
Forkortninger eller ved Tal. Imidlertid ere Ordene godt og
distinct skrevne og ikke overlæssede med Forkortninger.
Haanden selv er i sin Heelhed net og tækkelig, medens de enkelte Bogstaver i og for sig ikke kunne kaldes saa smukke. Men man seer ved første Øiekast, at den bærer Soliditetens Præg og røber en Mand, der har forstaaet, hvad han skrev. Røde Initialer og Titeloverskrifter har han selv tilføiet. Charakteristiske baade for 371 og Gulathingsloven ere nogle røde Zigzag- eller Slange-Linjer, hvormed han undertiden afdeler Capitlerne. I Gulathingsloven findes desuden et Par større, med Blaat, Guult og Rødt smykkede, Hoved-Initialer. I 544 ere overskrifterne sjældnere.
Bogstavet u bruger Hauk slet ikke, kun v. Idetmindste har det ved Gjennemlæsning af endog temmelig lange Stykker i hans Bøger været os umuligt at træffe et eneste u. I de ovenfor anførte Exempler ere derfor ved de Stavelser, som i Originalen staae forkortede og indeholde Vokalen u, dette gjengivet ved v́.
Accenter findes, som ovenomtalt, af og til, dog ikke ofte, i Nr. 371 og Gulathingsloven, i No. 544 derimod saagodtsom aldrig. Men bruges de end sjælden, saa maa det dog paa den anden Side bemerkes, at de med Undtagelse af, at de anvendes som simpelt Punkt over i, altid bruges rigtigt: et Tegn paa, at han forstod Retskrivningens og Vokalsystemets sande Væsen, og at deres Udeladelse paa saa mange Steder vel nærmest maa tilskrives Forglemmelse, eller Forhastelse. I Brudstykkerne af Gulathingsloven, der nærmest ligge for os, ere de accentuerede Ord følgende: átta, á(in), bók, fé, mál, v́bóta, v́daða, hár, né, v́tlægr, á (habet), þó, ráð, fór, bv́a, nv́, v́magi, hvárt, ór, fá, sér. ábv́ð bólfesta; flere af disse, som á, fé, ráð, v́tlægr m. m. forekomme naturligvis meget ofte. I 544 findes dog þór. Paa Facsimilet af Nr. 371 i Isl. Sögur forekommer á, ár (amnis) oftere, ligesaa v́t, fór.
Omlyden af ó udtrykker Hauk conseqvent med ꝍ, ɔ: œ, altsaa ikke med æ, hvilket allerede paa hans Tid var almindeligt paa Island og navnligen brugtes af hans islandske Secretairer. Hauk har altsaa, formodentlig paa Grund af sin hele norske Herkomst, haft en fuldkommen rigtig Forestilling om denne Omlyds Beskaffenhed og vel ogsaa skjelnet mellem æ og œ i Ud-
