en Slutning til den blandt de Fornemmere herskende Dannelse i Norge og paa Island? Dette Spørgsmaal kunne vi vistnok i det Hele taget besvare med Ja. Vel er det muligt, ja endog sandsynligt, at vi i Hauk have en fremfor sine Ligemænd udmerket Personlighed for os, men den videnskabelige Aand, Respekten for Dannelse og et vist Grundlag af Viden maa dog ogsaa for de andres Vedkommende have været tilstede. Her kan ikke engang være Talen om Mænd som Sturla Thordssøn, virkelige Skribenter, der, om de end ikke have overgaaet Hauk, dog idetmindste maae have staaet ham ved Siden. Men her betragte vi de fornemme Ikkegeistlige i Almindelighed. Skulde man nu ikke, efter hvad vi i Forveien allerede tildeels have søgt at godtgjøre af Beretningerne om Kongerne Haakon IV’s og V’s Kundskaber i Latinen, af samtalerne i Kongespeilet o. s. v., kunne slutte til en saadan Dannelse, som den antydede, hos Medlemmerne af de anseede Familier? Dertil kommer, at de Fleste af dem sikkert havde været udenlands, idetmindste i Frankrige og England, men ikke Faa ogsaa i Palæstina og Rom, og i tidligere Tider i Constantinopel. De Herrer, som ledsagede Kongedatteren Christina paa hendes Reise til Spanien, havde vist forstaaet eller idetmindste paa Reisen lært baade Fransk og Spansk. Og af Biskop Haakons Breve til den unge Bjarne Erlingssøn af Gizke seer man tydeligt, at denne maa have nydt en særdeles omhyggelig Opdragelse. Tænker man sig nu i Forbindelse hermed den Interesse for fædrelandsk Sprog og Historie, der herskede i Landet, og som det sygelige Romervæsen hos os ingensinde formaaede at kvæle; tænke vi os den Friskhed og Kraftighed, som dette nationale Element maatte sprede over den hele Videnskabelighed og Livet i de høiere Kredse, da bliver det Billede, vi maae udkaste os af Norges og Islands Magnater i det Aarhundrede, et høist glimrende; og Nationen synes i aandelig Henseende virkelig at have indtaget den Rang blandt Europas Nationer, hvortil Herkomst, Sprog, Minder og Charakteer i Sandhed berettiger Nordboen.
Det staaer nu tilbage, nærmere at betragte de Levninger, vi middelbart eller umiddelbart have tilbage fra Hauks Haand, iagttage Sprogets og Retskrivningens Egenheder og, om muligt, bestemme Tiden for deres Nedskrivning. Med Hensyn til den sidste har man, som vi vel maae antage, et temmelig sikkert Kjendemerke i Hauks Herre-Titel. Denne Titel var, som vi ovenfor have viist uadskillelig fra Ridderværdigheden. Den an-
