hans Lyst til litterære Sysler, ei saameget at forundres over, men desuagtet maa man deri erkjende en høi Grad af Embeds-Iver og Interesse for Sagen. Han har sandsynligviis ei været tilfreds med de allerede paa den Tid temmelig varierende Lovafskrifter og derfor selv bearbeidet sig en Text; og nægtes kan det ei, at overalt, hvor man sammenligner disse Brudstykker med de øvrige Afskrifter af Kong Magnus’s Lov, kan man være vis paa, stedse at træffe den med sund Fornuft mest overeensstemmende Læsemaade. Skade derfor, at man ei har hans Afskrift heel, for at kunne lægge den til Grund ved den Udgave der nu forberedes.[1] Af Hirdskraa maatte det ligeledes være Hauk, som Ridder (ɔ: Skutilsvend), magtpaaliggende at besidde en for alle indkomne Feil renset Text. Som Prøve paa Hauks Lovafskrift kunne vi anføre et Capitel af Arvebolken, Cap. 21:[2]
Nv skal þær giafir telia er halldaz skolv þær giafir skolv halldaz er konvngr gefr oss eða ver honvm hverr maðr ma ok gefa fiorðvngs giof af ollv þvi fé er honvm hefir aflaz bœði i landi ok lavsvm eyri bornvm sinvm skilgetnvm einvm ef þat vill hann en tivndar giof af ollv þvi fé er hann hefir at erfðvm tekit bœði i landi ok lavsvm eyri þó at hann spyri ecki erfingia at hvárt sem hann er heill eða sivkr en þat skal fyst lvkaz af tivndar giof ok fiorðvngs giof er maðr gefr gvði firir sal sina hverivm manne sem hann gefr loggiof sina.
Vi have saaledes fulgt Hauks Virksomhed i de forskjellige Fag, hvormed han beskjæftigede sig. Vi have seet, at han ved Siden af sine vigtige Sysler som Embedsmand – hvilke han maa have røgtet godt, siden han saa længe beklædte dem og, som det synes, var høit anseet af sin Konge og sine Landsmænd – ogsaa beskjæftigede sig med historiske, mathematiske og naturhistoriske Samlinger; at han i disse for sin Tid maa have bragt det temmelig vidt; at han navnligen synes at have været en af de første, der i vort Norden betjente sig af og forstod at anvende det arabiske Talsystem; at han maa have forstaaet Latin, sandsynligviis ogsaa Fransk og Angelsaxisk; i Korthed, at han maa have været en i ordets egentligste Forstand dannet og Videnskaberne hengiven Mand. Her paatrænger sig nu Spørgsmaalet: kan man ansee ham for Enestaaende i videnskabelig Henseende eller kan man ogsaa i Almindelighed fra hans Dannelsestrin gjøre
