i Alfabetet næst paafølgende Consonant, medens der ved Consonanterne selv ingen Forandring foretages; f. Ex. pfnnkgbr læs penni(n)gar, i det her følgende Stykke:
Þrir penningar talðir eru við ein vegin ‖ 20 pfnnkgbr xfgnkr k bxrtbxg ‖ 3 avrtavgar i eyri ‖ 8 avrar i mavrk ‖ Þbt fr tkðbzt bt 3 m’kr gbngs sklfrs sf k mptk skkrrk (ɔ: skirri) ‖ þrk væg gzllkng mptk gangs sklfri ‖ Mbxrk bf gangs sklfri er gftkn (ɔ: gefin) til bt smkðb pr mbxrk skkrri firir xtbn gylling | Atta merkr gangs silfrs ‖ Þat er mbxrk gxllz. Þrimtigvm sinna skal blasilfr vega moti gvlli ‖ 10 sinnvm skirt silfr moti gvlli.
Fiorar ero iustur i bolla. 4 bollar i ask.
Fiorar merkr ok .20. i lifs pvnd ‖ þav .24. i Skippund ‖ 10 skippvnd i lest ‖ 22 lestir i a havfn. 3686400 peningar i lest.
Hvad Penningeantallet i Læsten angaaer, da er det her ansat for høit efter den ovenstaaende Beregning, thi ere der 20 Penninger i Örtugen, komme 480 i en Mark, og naar Skippundet eller Læst holder 576 Mk., bliver Antallet af Penninger i Læsten 2764800. Men Feilen ligger aabenbart deri, at Lispundet er ansat til 24 Mk. (ɔ: 12 Pd.) istedetfor, som sædvanligt, til 32 Mk. (16 Skaalpund). Beregnes det til 32 Mk., udkommer netop Totalproductet 3686400.
Da der i de ovenomtalte Sager ogsaa findes flere Stykker paa Latin, maae vi altsaa formode, at Hauk har forstaaet dette Sprog, eller rettere vi finde her fuldkommen Bekræftelse paa hvad vi ovenfor, hvor Spørgsmaalet var om hans Skrivekyndighed, antoge, at hans som saamange andre fornemme Nordmænds og 1slændinges Opdragelse maa have været for den Tid meget omhyggelig, navnligen med Hensyn til Sprogstudium. Ogsaa anbefaler i Kongespeilet Faderen sin Søn paa det Indstændigste at lægge sig efter alle Sprog, dog helst Latin og Fransk: „Ef þú vilt verða fullkominn í fróðleik, þa nem þú allar mállýzkur, en allrahelzt latínu ok völsku, þvíat þær tungur ganga víðast, en þó týn þú eigi at heldr þínu máli eða tungu“.
Vi komme endelig til den sidst opdagede Levning fra Hauks egen Haand. Det er en Deel Blade af en Gulathings-Lovbog tilligemed Hirdskraa, skreven med hans Haand og saa lig, i Særdeleshed Nr. 371, baade i Bogstavernes Størrelse, Linjernes Afstand, og det hele Format, at den, naar den ellers havde været i sin Orden, hvad her ikke er Tilfældet, gjerne kunde have været indbunden tilsammen dermed. At Hauk som Gulathingslagmand selv afskrev sin Lovbog, er, efter hvad man nu maa antage om
