i 732, b om Feilen ved den julianske Tidsregning røber en for en Mand i Aaret 1313 sjælden astronomisk Indsigt:
Meistari Galterus fann þær .8. momentur er askortir at solin gangi hring sinn a arinv. þær atta momentur takaz af þeim 6 stvndvm er vmfram ero þa .5 daga ok .60. ok .300. þat er fvlt solar ar. þessar .8. momentur erv a fimm arvm. ein stvnd. Enn a hvndraði ara tolfræðv erv þat stvndir .24. þat verðr dagr ok nott. enn fyrir þvi at sa dagr er eigi vpp tekinn þa þoka sollhvavrf of tvav dægr a hundraði vetra tolfræðv. Er þat ok sanlega sagt at þa varo solhvarf jola nott er var herra var fæddr en siþan hafa sva þokat at nv verða solhvavrf en næsta dag eptir Magnusmesso. I þann tima var Jonsmesso solstaða a svmar enn nv er idus Junii.
Da Feilen ved de julianske Aar af 365 Dage og 6 Timer efter nøiagtige astronomiske Beregninger er 11 Minuter og 12 Secunder for meget, vil man hvert 5te Aar faae et overskud af 56 Minuter og 2 Secunder, hvilket omtrent svarer til en Time, der angives i ovenanførte Notits. Her beregnes Tiden, naar Feilen udgjør en heel Dag, til 120 Aar, hvilket er 8 Aar for lidet, da Tidsrummet egentlig er henved 128 Dag, men noget maa man naturligviis holde den Tids Ubehjælpsomhed i Brøkregning til Gode, og noget hidrører vel og fra en Bestræbelse efter at bruge runde Tal. Forf. angiver Solhvervene paa den Tid (i Begyndelsen af 14de Aarhundrede) til 14de Juni og 14de December. Da Tidstabet for hvert Aar er 119 Minut, bliver Feilen for de 10 Aarhundreder fra det nicæiske Kirkemøde 325, da Solhvervene indtraf den 21de, omtrent 7 Dag, hvilket stemmer med Forfatterens Beregning Gaaer man længer op i Tiden, til Christi Fødsel, faaer man Solhvervene mellem 23de og 24de. Altsaa vare Hauk Erlendssøn og hans Autoritet „Mester Galterus“ allerede ved Begyndelsen af 14de Aarhundrede opmerksomme paa den Feil, der senere har bevirket Indførelsen af den gregorianske Kalender, og hvorom det ellers heder, at man først bemerkede den i det 15de Aarhundrede.
At anføre vidtløftigere Prøver af de ovenfor nævnte astronomiske og computistiske Afhandlinger vilde lede til for stor Vidtløftighed og tillige være overflødigt, da det Meste deraf, rigtignok uden at Hauk er nævnt som Hjemmelsmand og med forandret Orthographi, er aftrykt i Rímbegla. Derimod hensætte vi en Prøve paa Cipherskriften. Den bestaaer deri, at enhver Vokal (som saadanne ogsaa regnede v og j) ombyttes med den
