Og vi følge derhos med stor Interesse ogsaa de øvrige Retninger af hans litterære Syslen, forsaavidt de aabenbare sig i allehaande Notitser af forskjelligt Indhold. Vi kunne deraf maaskee endog drage Slutninger om, hvad der kan ansees for at have været Modestudium og sædvanlig litterær Beskjeftigelse for de dannede Stormænd paa hans Tid. Endelig er hans Autoritet os vigtig i grammatisk og orthographisk Henseende og Studiet af hans Retskrivning særdeles lærerigt.
Visheden om Haandskriftens Egthed gjør det os nu let at forfølge hans Virksomhed og bestemme, hvad der umiddelbart eller middelbart hidrører fra ham. Thi nærmere Undersøgelse af andre Codices, eller Levninger af Codices, og deres Sammenligning med de to Hauksbøger bringer os Vished om, at der foruden disse endnu haves saare meget, der ligeledes, om end ikke skrevet af ham selv, maa tillægges ham.
Som Hovedskriftet maae vi stedse ansee hans Bearbeidelse af Landnáma, fortrinsviis kaldet Hauksbók, om hvilken han selv (l. c.) siger, at han skrev den, deels efter det Exemplar, der var skrevet af Hr. Sturla Lagmand, deels efter Styrmer frodes Exemplar, saaledes at han af hver tog det, der i den ene anførtes mere end i den anden, skjønt de paa de fleste Steder vare samstemmende. Hans Bearbeidelse er saaledes en selvstændig Recension, og den berettiger ham til at opføres blandt Forfatternes Tal. Hvor det er ham muligt, tilføier han ved Genealogierne de Slægtled, der vise hans egen Æt, og kalder sig ved disse Anledninger slet og ret Hauk, enten – hvad der vel er det Rimeligste – fordi han selv ikke passende kunde kalde sig med Titlen, eller – hvad der og er sandsynligt – Bogen er skreven, førend han havde opnaaet Lagmands- og Ridder-Værdigheden. At han, som nogle have troet, skulde være Forfatter af Kristnisaga, som han ligeledes har afskrevet, forekommer os tilstrækkeligen modbeviist i „Grønlands hist. Mindesmærker“, S. 37–47. At der forresten af Hauks Landnáma kun ere hine 18 Originalblade tilbage, er oftere omtalt; derimod har man Jon Erlendssøns Afskrift, Nr. 105 fol., hvorved dog er at bemerke at dens første Halvpart, maaskee ved en skjødesløshed af Bogbinderen, er sammenbundet med sidste Halvdeel af samme Jon Erlendssøns Afskrift af Landnámas ældste Text, Nr. 107 fol., og omvendt. Denne Feil, som af de tidligere Udgivere ei har været bemerket, er opdaget og rettet af Udgiverne af Islendinga Sögur, 1ste Bind, 1843, see Fortalen til dette Verk.
