Striden mellem Erkebiskopen og Kannikerne holdt en Tale paa Latin. Om Lagmanden Sturla Thordssøn, den berømte Forfatter af Haakon Haakonssøns Saga og Hauks Frænde, fortæller Sturlunga Saga (3die B. S. 307) udtrykkeligt, at han havde Voxtavler, hvorpaa han gjorde Optegnelser. Overhovedet er det næppe tænkeligt, at Nogen kan have forfattet historiske Verker uden at have kunnet skrive. Hertil kommer nu og den specielle Omstændighed for Islands Vedkommende, at i det 13de Aarhundrede mange, ja de fleste Høvdinger saaatsige havde en Fod over i den geistlige Stand, tildeels endog havde en kirkelig Grad – hvilket igjen forudsatte en vis Boglærdom – for at kunne nyde godt af de geistlige Beneficier. Hvad nu og Hauk selv i Særdeleshed angaaer, saa maa man og lægge Merke til, at den selvsamme Haand, hvorom her er Spørgsmaal, findes i Diplomet fra Oslo, af 1302, i de tvende Hauksbøger, der efter al Rimelighed maae være skrevne paa Island, hvor der gaves flere Hjælpemidler til deres Affattelse, end i Norge, altsaa rimeligviis før 1299 eller efter 1317, og desuden, hvad vi snart komme til nærmere at omtale, i Brudstykker af en Gulathings-Lovbog, der naturligviis maa henføres til hans Functionstid som Gulathings-Lagmand. Det er næppe sandsynligt, at han til saamange forskjellige Tider eller ialfald paa saamange forskjellige Steder skulde have benyttet og ført om med sig een og samme Secretair. Det er langt rimeligere, at han selv har ført Pennen. Og endelig have vi hans eget Vidnesbyrd, idet han ved Slutningen af sin Landnáma udtrykkeligen siger: „þessa bók ritaða (ek – maa være udeglemt i Afskriften) Haukr Ellinzsun“ .., see „Grønlands historiske Mindesmærker“, I. B. S. 36, og „Islendinga-Sögur“, I. B. S. 320.
Vi have altsaa i disse Efterladenskaber fra Hauk Erlendssøn i ikke alene Skrifter, bearbeidede og saaledes garanterede af ham, men, hvad der er endnu merkeligere, virkelige Autographer fra hans Haand. Derved blive disse Levninger os dobbelt interessante. Vi vide, at den anseede, i Historien indgribende Mand selv har haft disse Blade for sig, selv har formet ethvert Skrifttræk. Vi betragte med Forbauselse den Flid, hvormed Arbeidet er udført, og slutte derfra til den overordentlige Interesse, hvormed denne Hædersmand har omfattet litterære sysler i Almindelighed og Historien i Særdeleshed. Vi beundre hans Nidkjærhed i Embedsførelsen, der ei lod ham hvile, førend han med egen Haand havde afcopieret den Lovbog, efter hvilken han skulde dømme.
