mene andre end de samme, hvoraf vi endnu have de ovennævnte Fragmenter Nr. 371 qv., saa synes det, som at ogsaa disse, eller den fuldstændige Codex, hvortil de hørte, paa Bjørns Tid var indbunden i samme Bind, som Nr. 544, noget, som vistnok meget vel kan have fundet Sted, uagtet Formatet ikke ganske er det samme. Af Cod. 544 har man tiere Facsimiler. Eet (af Stykket „frá Upplendingakonungum“) findes i Langebeks „Scriptt. rer. Danicarum“, Tom. II, S. 266, og saa mangelfuldt det end er, kan man dog allerede deraf tydelig kjende, at Haanden maa være den samme som i Brevet af 1302. Men to aldeles mesterligt udførte Facsimiler af tvende Sider i denne Codex, hvor foruden den principale Haand ogsaa to andre findes, ere meddeelte i Antiquitates Americanæ, hvortil vi her kunne henvise.
Er det nu altsaa godtgjort, at de omhandlede Skrifter hidrøre fra Hauk, opstaaer dernæst Spørgsmaalet, hvorvidt man kan ansee dem for egenhændigt skrevne af ham, eller om han har benyttet Secretair. Egentlig er dette Spørgsmaal med Hensyn til Skrifternes Authentie og Værd temmelig ligegyldigt, thi hvad enten han selv har ført Pennen, eller dette er skeet ved en Secretair, saa viser dog Diplomet, at hvad der er skrevet med denne Haand, er skrevet under hans umiddelbare Opsigt. Men interessant bliver det dog altid at vide, om vi her virkelig see den saa høit anseede og af Litteraturen saa fortjente Mands Skrifttræk for os, og det maa derhos vække en særdeles gunstig Præsumtion med Hensyn til de paa den Tid levende norske og islandske Lagmænds Dannelse, naar En af deres Midte ei alene kunde skrive, – en Luxus i det øvrige Europa – men kunde skrive en Haand, der gjorde mangen Klerks til Skamme, og anvende en Retskrivning, der viser den nøieste Kjendskab til Sprogets Grammatik og Lydlære. Men naar man skal slutte efter enkelte Smaatræk, der fortælles om norske og islandske Høvdinger, hørte Skrivekyndighed ei til nogen Sjældenhed iblandt dem. Af Haakon Haakonssøns Saga (Cap. 6) erfare vi, at han i sin Barndom, som det hed, blev sat til Bogen; ligeledes fortælles der, at paa hans sidste Sygeleie blev der blandt andet forelæst ham af latinske Bøger (Cap. 329); nu maatte det dog vel have været en Umulighed, i sin Tid at bibringe ham Latinen, medmindre han ogsaa til samme Tid lærte at læse og skrive. Den samme Bemerkning kan gjøres om Kong Haakon V Magnussøn, om hvem der i Laurentius’s Saga Cap. 15 udtrykkeligen fortælles, at han ved Forhandlingerne i Nidaros i Anledning af
