Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 1.djvu/306

Denne siden er ikke korrekturlest

Erlend sterke nævnes allerførst i Aaret 1283,^[1] da han som Lagmand kom ud til Island med Skrivelse fra Kongen og Enkedronningen, der i den store Strid, der nu herskede mellem den myndige Biskop Arne og Magnaterne om Patronatsretten til Kirkerne, toge de sidstes Parti. Erlend havde ved denne Leilighed ogsaa et Privatbrev med sig fra Biskopens Frænde Lopt Helgasøn til hiin, hvori han underrettede Biskopen om Geistlighedens Nederlag i Norge og den Unaade, hvori han – Biskop Arne – stod hos Enkedronningen og den unge Konge.^[2] Ved denne Leilighed kaldes Erlend allerede herra Erlendr, der beviser, at han maa have opnaaet Skutilsvends- eller, som det nu hed, Ridder-Værdigheden^[3]. Om Erleuds heftige Kamp med Bi-

↑ At sige, hvis han ikke er den Ellindr bóndí, der tilligemed Biskop Arne o. Fl. i Aaret 1275 skrev det Brev til Kong Magnus, hvoraf Begyndelsen anføres i Finni Johann. Hist. eccl. Isl. Tom. II. Pag. 10, Noten. Men da intet andet Gjenkjendelsesmerke her findes, end det blotte Navn, kan Identiteten kun blive en Gisning. [Erlend var reist fra Island over til Norge i 1281, se D. n. F. Hist. IV. II. 68].
↑ See Annales regii i Langebeks Scriptt. III., S. 117, jfr. Sturlunga S. III. S. 308, og Arne Bisk. S., S. 58.
↑ Med Hensyn til den norske Titulatur i Middelalderen være det nemlig anmerket, at den fra Aaret 1277 af var meget sikker og bestemt, til stor Veiledning især ved at forstaae Diplomer og ordne Genealogier. Forat have Titler, der nogenlunde svarede til de i fremmede Lande brugelige, bestemte nemlig Kong Magnus Haakonssøn i hiint Aar, at Lendermændene (vel nærmest i latinske Diplomer) skulde kaldes Baroner, og Skutilsvendene Riddere; begge Klasser, og da naturligviis alle Hofbetjeninger af høiere Rang end Skutilsvendene, skulde udelukkende have Ret til Titulaturen Herre. Dette overholdtes ligesaa strengt som nu i England Titulaturen Sir for Riddere og Baronetter, og ligesom Titlen Sir medfører Benævnelsen Lady for Hustruen, finder man heller ikke i norske Diplomer Frú brugt som Titel for andre Koner, end Ridderes og derover. Det er saaledes en feilagtig Formening, som i Fortalen til Islendinga-Sögur S. XVII i Noten er udtalt, at Titelen herra vistnok var almindelig for Lagmændene i Norge, thi dette Embede gav ingen Ret til Herretitler, som Hauk bar blot i Egenskab af Ridder. Hirdmands-Værdigheden, hvilken, naar „Skutilsvend“ skulde svare til „Ridder,“ som nærmeste Grad omtrent maatte svare til „Væbner,“ „af vápn,“ tydsk „Knappe,“ gjengives derfor og i latinske Diplomer med armiger, medens Ridderen som sædvanligt kaldes miles. Forresten udmerkes dog ogsaa Hirdmænds Koner i Diplomer ved Titelen húsfrú eller hustrú. Etslags Forsøg paa ogsaa at bestemme de geistlige Titulaturer efter den verdslige Rangordning var det, da Kong Haakon Magnussøn i sit Brev af 22de Juni 1300 gav Provsten ved Mariakirken i Oslo Lendermands Ret, de med Præbender forsynede Hester ved samme Kirke Ridderes Ret, Vicarierne og Diaconerne Hirdmands Ret og de lavere Geistlige Kjertesvends Ret. Præbendarierne fik saaledes Herretitler.

[1] At sige, hvis han ikke er den Ellindr bóndí, der tilligemed Biskop Arne o. Fl. i Aaret 1275 skrev det Brev til Kong Magnus, hvoraf Begyndelsen anføres i Finni Johann. Hist. eccl. Isl. Tom. II. Pag. 10, Noten. Men da intet andet Gjenkjendelsesmerke her findes, end det blotte Navn, kan Identiteten kun blive en Gisning. [Erlend var reist fra Island over til Norge i 1281, se D. n. F. Hist. IV. II. 68].

[2] See Annales regii i Langebeks Scriptt. III., S. 117, jfr. Sturlunga S. III. S. 308, og Arne Bisk. S., S. 58.

[3] Med Hensyn til den norske Titulatur i Middelalderen være det nemlig anmerket, at den fra Aaret 1277 af var meget sikker og bestemt, til stor Veiledning især ved at forstaae Diplomer og ordne Genealogier. Forat have Titler, der nogenlunde svarede til de i fremmede Lande brugelige, bestemte nemlig Kong Magnus Haakonssøn i hiint Aar, at Lendermændene (vel nærmest i latinske Diplomer) skulde kaldes Baroner, og Skutilsvendene Riddere; begge Klasser, og da naturligviis alle Hofbetjeninger af høiere Rang end Skutilsvendene, skulde udelukkende have Ret til Titulaturen Herre. Dette overholdtes ligesaa strengt som nu i England Titulaturen Sir for Riddere og Baronetter, og ligesom Titlen Sir medfører Benævnelsen Lady for Hustruen, finder man heller ikke i norske Diplomer Frú brugt som Titel for andre Koner, end Ridderes og derover. Det er saaledes en feilagtig Formening, som i Fortalen til Islendinga-Sögur S. XVII i Noten er udtalt, at Titelen herra vistnok var almindelig for Lagmændene i Norge, thi dette Embede gav ingen Ret til Herretitler, som Hauk bar blot i Egenskab af Ridder. Hirdmands-Værdigheden, hvilken, naar „Skutilsvend“ skulde svare til „Ridder,“ som nærmeste Grad omtrent maatte svare til „Væbner,“ „af vápn,“ tydsk „Knappe,“ gjengives derfor og i latinske Diplomer med armiger, medens Ridderen som sædvanligt kaldes miles. Forresten udmerkes dog ogsaa Hirdmænds Koner i Diplomer ved Titelen húsfrú eller hustrú. Etslags Forsøg paa ogsaa at bestemme de geistlige Titulaturer efter den verdslige Rangordning var det, da Kong Haakon Magnussøn i sit Brev af 22de Juni 1300 gav Provsten ved Mariakirken i Oslo Lendermands Ret, de med Præbender forsynede Hester ved samme Kirke Ridderes Ret, Vicarierne og Diaconerne Hirdmands Ret og de lavere Geistlige Kjertesvends Ret. Præbendarierne fik saaledes Herretitler.

[1]

[2]

[3]