mest skylder Optegnelsen af hver enkelt Saga eller Bearbeidelsen af de enkelte Recensioner, hvor dere saadanne af een og samme Saga findes. Derved vilde ei alene Mangt og Meget, Sproget og Fortællemaaden angaaende, kunne forklares, men, hvad der er det Vigtigste, i Bearbeiderens Navn vilde man, naar han forresten var en bekjendt historisk Person, have en fortrinlig Garanti for Egtheden af det Meddeelte, ligesom det og vilde være heel oplysende for Videnskabelighedens og Culturens Historie at betragte Forholdet mellem hans Præstationer og hans Stilling i Samfundet; endelig vilde Skriftet, naar man vidste, at man havde Originalen for sig, være yderst belærende med Hensyn til Sprogets Tilstand og Udseende paa den Tid, da den førtes i Pennen. Men saadanne Tilfælde indtræffe, efter hvad der ovenfor er viist, sjælden eller aldrig. Endog Snorre Sturlasøns Verk skriver sig, saaledes som vi have det, ikke directe fra hans Pen. Are Frodes, vistnok egenhændige, Originalverk er tabt. Af alle de øvrige Saga-Bearbeidere eller Afskrivere er der kun en Eneste, med Hensyn til hvem vi af Kjendsgjerninger, nu først fremdragne, kunne bevise, at flere til vor Tid opbevarede Skrifter virkelig ere skrevne af ham selv eller under hans umiddelbare Opsigt. Denne Mand bliver os derfor saa meget mere interessant, isærdeleshed naar dertil kommer, at han er en bekjendt historisk Person af fornem Æt, at vi kunne forfølge hans litterære Virksomhed ogsaa udenfor den historiske Retning og paa denne Maade danne os en Forestilling om Omfanget af og Methoden ved de videnskabelige Sysler, hvormed hine Tiders Lærde udenfor Geistligheden beskjæftigede sig. Manden er den bekjendte islandske og norske Lagmand Hauk Erlendssøn, hvis litterære Efterladenskab vi her nærmere ville gjennemgaae og beskrive. Vi finde det saameget vigtigere at stille hans Virksomhed i det rette Lys, som han mere end nogen anden af vore ældre Videnskabsmænd har været udsat for skjæv og uretfærdig Bedømmelse. Man læse blot Suhm’s haarde Yttringer i hans „Historie af Danmark“, 11te Bind, S. 378, Yttringer, der ligefrem synes at være grebne af Luften.[1]
Hauk Erlendssøn nedstammede paa mødrene Side fra Islands berømteste Slægter. Vi behøve her blot at henvise til
- ↑ Suhm siger her om Knytlingasaga: „Hvorvel den er meget vigtig i Tidens Historie, saa er Stilen dog slap og usammenhængende, hvorfor jeg troer, at Hauk Lagmand, der døde 1336, er Forfatter deraf, thi han havde mange gode Anlæg, men som han førte elendig ud“.
