Verk over Smaaland. Dette Skrift have vi ei seet, og gide
heller ikke læse det, om vi tilfældigvis skulde støde paa det.
Vi have mere end nok af Uddraget.
Naar man noget nøiere sysler med vore Forfædres i deres
eget Tungemaal forfattede Oldskrifter, eller rettere sagt med
Saga-Litteraturen og hvad som derunder kan indbefattes, vil man
snart indsee, at der her ikke, som i den gamle klassiske historiske
Litteratur kan være synderligt Spørgsmaal om, hvo der
var Forfatter til hvert enkelt Skrift. Man føler letteligen, at
den aldeles objective Fortælling saaatsige er udsprunget af Begivenhederne
selv og er formet i mundtlig Tale strax efter dem,
saaledes at Sagaen som saadan maa have existeret i Tale og
Tradition, længe før den nedtegnedes, og at Nedtegningen derfor
ei egentlig knude kaldes en Forfatten, ikke engang en „Sætten
i Stiil“, men er en blot og bar skriftlig Fastholden af det allerede
Bestaaende og Curserende. Man maa derfor finde det
aldeles i sin Orden, naar der ved de fleste Sagaer ingen Autor
findes angiven, thi en saadan existerede i Virkeligheden ei. Ikke
engang den første Nedskriver kunde falde paa at smykke sig
med Autornavnet, thi han maatte altfor vel føle, at hans Arbeide
mestendeels var blot mechaniskt, og indskrænkede sig til at
føre en allerede færdiggjort Fortælling i Pennen. Kun hvor
Bearbeidelsen af Stoffet blev saa gjennemgribende, at Skriftet
i sin endelige Skikkelse virkelig kunde siges at være forfattet,
eller endog blot redigeret af en eller anden af dem, som syslede
.dermed, kunde han føle sig foranlediget til ogsaa at angive sit
Navn; derfor er det i sin Orden, naar Are Frode virkelig navngiver
sig som Forfatter til Íslendingabók, der heel og holden
er flydt fra hans Pen, og naar Snorre Sturlasøns ypperlige Bearbeidelse
af Kongesagaerne ogsaa fører hans Navn.
Man kan imidlertid ikke negte, at det desuagtet vilde have været af den største Interesse at vide, hvilke Mænd man nær-
- ↑ „Ann. f. nord. Oldk.“ 1847. S. 166–216 og 388–89.
