hine Tider angav Tonen i de høiere Cirkler, maa man nødvendigviis antage, at Læsning af Sagaer og Romaner udgjorde en vigtig Green af den selskabelige Underholdning. Kong Haakon Haakonssøn lod, som man veed, flere Romaner oversætte; i sin sidste Sygdom lod han sig forelæse først latinske Bøger, indtil det blev ham for anstrengende at fatte Meningen, derpaa lod han forelæse Helgensagaer, og endelig Kongesagaerne lige fra Halfdan Svarte af. Han har saaledes ventelig endog ført et Bibliothek med sig, – og til dette Bibliothek kunde især den herlige Codex af Olaf den Helliges Saga, hvis Stykker ovenfor ere beskrevne, have hørt, – hvis man ei vil antage, at Biskopen paa Orknøerne eiede de omtalte Bøger. Sturla Thordssøn erhvervede Kong Magnus’s og Dronningens Yndest ved at fortælle Æventyr og optraadte siden som et Slags kongelig Historiograph, idet han paa Magnus’s Opfordring forfattede eller redigerede hans Faders Historie. Dronning Eufemia’s, Haakon d. 5tes Hustru’s, Hof synes i egentlig Forstand at maatte kunne kaldes et læsende; hun lod en Mængde Romaner eller Æventyr oversætte, ja disse Romaner synes endog paa denne Maade at være blevne overførte i den norske Litteratur, førend de kjendtes i Sverige og Danmark; thi paa svensk bleve de, som det udtrykkelig heder, oversatte efter de af Eufemia besørgede Oversættelser, og de danske synes igjen at være skrevne efter de svenske. Skulde man nu ikke kunne antage, at Mænd som Bjarne Erlingssøn, Erling Vidkunssøn, Halkell Agmundssøn, Hafthor Jonssøn, Gautesønnerne paa Mel og Flere, som enten selv eller hvis Sønner og Døttre vare ansatte ved Hoffet, ogsaa i Hjemmet, naar Familien var samlet om dem, fornøiede sig med samme Tidsfordriv som den, man ved Hoffet havde faaet Smag paa? Og var nu end Romanlitteraturen den egentlige Modelitteratur, saa kunde dog umuligt, især saa nær efter de omhandlede Begivenheder selv, Sagaerne, hvor man paa hver Side fandt sine Forfædre omtalte med Berømmelse, lægges til Side; og Lovbøgerne vare Magnaterne for vigtige til, at de ei af dem skulde skaffe sig paalidelige Afskrifter. Man har saaledes endnu en Lovcodex, der efter al Rimelighed har tilhørt Erling Vidkunssøn; man finder heri foruden Landsloven og Byloven ogsaa Grændsebestemmelser mod Sverige og Rusland, et Stridsskrift mod Geistlighedens Anmasselser (Werlauffs Anecdoton) m. m.; skulde man nu ikke troe, at Erling, Giske-Ættens Repræsentant, ogsaa desforuden eiede Kongesagaerne, der næsten kunde kaldes
