Islændingerne den Ros, fortrinsviis at have beskjæftiget sig med Historiens Studium og Sagaskrivning; derom vidner jo allerede Saxo’s Udsagn og Navne som Snorre, Karl Abbed og Sturla; men vi troe blot, at Nordmændene, hvad den specielle norske Litteratur angaaer, deelte denne Ros med dem, at navnligen de norske Kongesagaer bleve nedskrevne og afskrevne nærmest for norske Læsere; at det var det norske Publicums Interesse for denne Litteratur, som vi fortrinsviis have at tilskrive Afskrifternes Mængde; ja at maaskee endog de fleste Afskrifter ere blevne udtrykkelig bestilte af Nordmænd, eller nedskrevne paa Speculation for at sælges i Norge. Hvorledes kunne ellers de fleste af dem have været i Norge fra deres Tilbliven af? Og at de idetmindste ikke have været lang Tid paa Island, derom vidner tilstrækkeligt endog Pergamentets lyse Farve, der i modsat Fald kun efter faa Decenniers Forløb ganske sikkert vilde have veget for den ved islandske, meget læste Haandskrifter sædvanlig brune, en Følge af Røg og idelig Haandtering. Skulde det ikke saaledes være muligt, at den Præsumtion, der i Norge ganske vist herskede med Hensyn til Islændingernes Duelighed i boglige Kunster, i Forbindelse med disses større Fattigdom og Pengetrang, har gjort Saga-Afskrivning til et Levebrød for dem, og fremkaldt den Skik, hos dem at bestille sig Saga-Afskrifter? Flere Sagacodices ere virkelig, som det synes, skrevne paa Kjøb eller fabrikmæssigt; blandt saadanne kunne vi endog regne Codex Frisianus, der, hvorvel gammel og god fra Sprogets Side, vrimler af Feil, hvad de forekommende Navne, især norske Stedsnavne, angaaer. Den staaer i saa Henseende langt under den næsten et Aarhundrede senere paa Island og for Islændinger skrevne Flatøbog, hvis Afskrivere, efter hvad man kan see, have bestemt sig til at levere noget særdeles paalideligt og nøiagtigt som de selv eller deres Foresatte skulde beholde.
See vi nu ogsaa hen til den Omstændighed, at Kongesagaerne saaatsige vare de mægtige aristokratiske slægters Adelsbrev, forsaavidt som de fleste slægter her fandt sine Forfædres Stordaad omtalt, saa have vi heri en af Hovedaarsagerne, baade til at Afskrifterne forfoldigedes, da slægterne blomstrede, og at de vanrøgtedes, efterat slægterne havde ophørt at være til eller at nyde Anseelse. Som Bogeiere kunne vi formedelst Bragernes Dyrhed kun tænke os de Rigere og Mægtigere. Disse have rimeligviis paa sine Herresæder anlagt Bogsamlinger, bestaaende især af Love og Sagaer. Gaaer man ud fra, at Hoffet ogsaa i
