vedkommende Embedsmænd som Hverdagssager uden Værd – et Tegn paa, at de ei som Curiositeter have været sildigen bragte ind i Landet, men derimod maae have gaaet fra Mand til Mand gjennem mange Generationer. Lægger man til det betydelige Antal Codices, hvis Levninger vi her have omtalt, de mange endnu existerende, som i sin Tid ere komne fra Norge, f. Ex. Hovedcodex af Sverres Saga, Cod. Frisianus, Eirspennill og mange andre, faaer man ud, at et større Antal af dem har været i Norge, end paa Island, og man kommer til det Resultat, at ogsaa denne Litteratur i Norge var meget populær, og at der maa have været Afskrifter i Mængdeviis. Nu ere vistnok mange af disse Sagaer Helgenhistorier eller Ridderromaner, men de have dog fra Sprogets Side megen Værd; foruden dem haves og en Mængde Kongesagaer. At Nordmændene i hiin Tid, da de selv havde Historie nok, ikke saameget interesserede sig for de ældre islandske Sagaer, af hvilke desuden maaskee endnu kun de færreste vare førte i Pennen, er ei at undres over; dog seer man, at Sturlungasaga har været læst i Norge, hvilket og var i sin Orden, da den blandt alle islandske Sagaer er den, som nærmest maatte have Interesse for Nordmændene i det 13de og 14de Aarhundrede. Vore Forfædre i den Tid fremstille sig saaledes for os som en meget læsende Nation, hvis Litteratur var betydelig, ei alene med Hensyn til Skrifternes Mængde, men og med Hensyn til den circulerende Masse af Bøger. Den Fortjeneste af Norges Historie, eller Opbevarelsen af dets Sagaer, som man almindeligviis tillægger Islændingerne, kan derfor vistnok i hine Aarhundreder ei have været saa betydelig og bør heller tillægges dem i det 17de og 18de Aarhundrede, da Oldsproget i Norge var fortrængt og Oldbøgerne, som vi her have seet, skjændigen vanrøgtede. Thi i det 13de og 14de Aarhundrede sørgede, som det lader til, Nordmændene selv for vedligeholdelsen og Mangfoldiggjørelsen af sine historiske Verker; vel ere mange af Oldbøgerne, ja maaskee den større Fleerhed, skrevne med Islændingers Hænder, men dette beviser intet andet, end at man især har brugt Islændinger som Afskrivere; mange Bøger have ogsaa norsk Retskrivning, og den Omstændighed, at de fleste Begivenheder, der omtales i den norske Fagrskinna, allerede her ere fremsatte i den samme Form, hvori de næsten Ord til andet indføres i de øvrige Kongesagaer, vidner paa det bestemteste om, at den egentlige Concipering, Bringen i Form tilhører Nordmændene selv, ei de senere Nedskrivere. Vi ville her ingenlunde nægte
