ere her tænkelige. – Det 144de Blad begynder midt i Beskrivelsen over Palæstina og Syrien; her nævnes blandt andre Steder Antrodum; efter en Digression om Syrien fortælles: Nos vero de Antrodo revertebamur via qua venimus in Accon. Heraf seer man, at de ved Ankomsten til Palæstina havde landet ved Acre. Med Beskrivelsen af en liden Ø udenfor Antrodum slutter Itinerariet. Som eneste i sit Slags maa man ansee det for et af de kosteligste Stykker, der ved denne Leilighed ere opdagede.
Der er saaledes i faa Dage fundet Stykker af flere end 50 Codices, de fleste forfattede i det oldnorske Sprog, af usædvanlig høi Ælde, mange endog Pragtstykker i sit Slags. Hvis man havde haft alle disse Codices fuldstændige, vilde de have dannet en herlig og især for Sproghistorien vigtig Haandskriftsamling; om at kunne finde alt det Manglende er naturligviis nu ei længer noget Haab; men selv i deres nuværende mutilerede Tilstand ere Boglevningerne interessante nok og oplysende for Sproghistorien, ei at tale om de Fragmenter af tabte Oldskrifter, der nu første Gang ere komne for Lyset. Men det Interessanteste ved Fundet er dog den Slutning, som deraf kan gjøres med Hensyn til den fædrelandske Litteraturs Tilstand i Norge under Kong Haakon Haakonssøn og hans Efterfølgere indtil Unionen. Hvad nu for det første Lovbøgerne angaaer, da udgjøre hine 17, ja maaskee 20 Codices af den nyere Landslov, lagte til de mange, som endnu ere forhaanden i de forskjellige Bibliotheker, saa stor en Mængde (over 60), at man faaer et Overskud, om man endog tænker sig et Exemplar for hver Lagmand og sysselmand. Hvor mange flere Exemplarer have vel ikke desforuden været til, som i Tidens Løb ere tilintetgjorte? Vi ledes saaledes til den Slutning, at Lovstudium, endog i de senere Aarhundreder, var ligesaa yndet i Norge, som Sagaerne omtale det paa Island, og at saaledes endog private anskaffede sig Exemplarer af Landsloven. Herom vidner og det ovenfor [S. 284] citerede Sted af Kongespeilet, hvor Faderen udtrykkelig raader sin Søn, hvis han ønsker at blive Kjøbmand, at studere alle Lovbøger (allar lögskrár), fornemmelig Bjarkøretten. Men af størst Interesse ere Sagaerne. De omtalte Sagacodices fandtes, efter hvad vi nu have erfaret, endnu i første Halvdeel af det 17de Aarhundrede paa alle Kanter af Landet; de ansaaes da af
