nerwærelsæ, ok swa kænnefædræ i kirkærætæn ok keyser rætæn ok manges riddere ok burghæræ i sammæ stath.[1]
57. Brudstykker af en Jordebog for Bergens Domkirke, komne fra Sogn 1630. Haanden i disse Brudstykker seer ved første Øiekast temmelig antik ud, ved nærmere Betragtning seer man dog, at Orthographien er meget fordærvet, og at Skriveren med Flid har søgt at efterligne en ældre Fractur, uden dog at vide, hvor han rigtigen skulde anvende de ud af Brug komne Bogstaver; saaledes finder man tiund og þiund om hinanden. Ogsaa forekommer Aarstallet 1497. Af denne Jordebog findes, merkeligt nok, ogsaa et Blad i Bergens Museum.
58. Fem fra Nordfjord 1612–18 indsendte Blade af en merkelig Octav-Codex, skreven paa Latin med en meget tydelig og fast Haand fra Midten eller Slutningen af 13de Aarhundrede. Bladene ere numererede med sædvanlige arabiske Tal, med en Haand fra omtrent 1550, paa hvilken Tid Codex altsaa maa have været heel; de hele Blade ere betegnede 135, 138, 140, 144, 145. Bl. 135 indeholder den første Trediedeel af den ogsaa hos Rymer (3die Udg. II. 1079) meddeelte Egteskabstractat, dateret Roxburgh 25de Juli 1281, mellem Kongedatteren Margrete af Skotland og Kong Erik Magnussøn i Norge, sluttet, som det i Documentet heder, inter illustrem principem dominum Alexandrum dei gracia regem Scotorum nomine suo et nomine nobilis domicelle Margareta filie sue karissime de consensu domini Alexandri filii sui et tocius conscilii dicti domini regis ex vna parte, et venerabilem patrem dominum Petrum orchadensem episcopum et nobilem virum dominum Bernerum baronem (Bjarne Erlingssøn), magistrum Bernardum cancellarium, et fratrem Mauricium de ordine fratrum minorum, procuratores et nuncios sollempnes et speciales domini Erici dei gracia regis Norwegie illustris ex altera. – Bl. 138 indeholder den sidste Trediedeel af Tractaten som maa være afskrevet efter en Vidisse af 1283, thi det heder til Slutningen: In quorum omnium testimonium
Nos prefati Na(rva) episoopus . Rikardus. Gilbertus et Ericus
- ↑ Hvorledes disse og flere lignende svenske og danske Skrifter ere komne til Norge, dog kun i den Deel, der ligger søndenfor Bergen, men i denne ogsaa indtil de mest afsidesliggende Steder, som Sætersdalen, Thelemarken m. m., vilde neppe kunne forklares, naar man ei vidste, at Birgittinerne i det 15de Aarhundrede kunde kaldes en dansk-svensk Coloni eller Stiftelse i Bergen og stadigen stode i Forbindelse med Klostrene i Vadstena og Mariebo, samt at Mellemreiser uafladeligt fandt Sted.
