Homilier. Vel bruges ikke længer þ, men der gjøres dog stedse Forskjel paa th og t samt dh og d; Haanden synes at være fra c. 1400.
55. Stykker, komne fra Skiensegnen 16.., af en dansk Legendebog; her tales om den hellige Juliana. Skriften synes at være fra Begyndelsen af 15de Aarhundrede. Til Prøve anføres:
Jæk swær thet a woræ miscunsamæ gudæ som styræ och radhæ offwer allæ herræ ath ær thet santh thu haffwer mik sagth ath hwn haffwer thik swareth sodan ordh, jæk skal thaghæ handh a hennæ och anthwordhæ hænnæ j thit egith woldh, Och tha han haffdhæ thettæ sagth tha gik han borth til syn dotther hastigh och wredher, kallædhæ hennæ och saghdæ swo, Myn sødestæ dotther Juliana, hwi wil thu ecke haffwæ thin fæsteman kæysarens foghæthæ til brwdhgommæ. &c.[1]
56. Stykker, fra Mandal 1627, af en gammel dansk Bog fra Midten af det 14de Aarhundrede, der synes at have handlet om den hellige Birgitte. Idetmindste lyder Slutningen af en vidtløftig rød Overskrift saaledes:
... mattæ komme til godhæ stadgæ mz igeen til guth. ok iættæ them misschund om the wilæ sech bædhræ ok han thrugher them mz syn reetferdicheetz iæffnheet om the ikkæ rætæ sech Ok thenne Openbærelsæ kungiordhe frwe birgittæ i forde ærkebisschop
herræ bernardi ok three mæsteræ i then hælghæ schrift
- ↑ Jvfr. hermed den i det hele taget stemmende angelsaxiske Bearbeidelse af Legenden om Juliana i Exeterbogen (Thorpes Udgave S. 242–286). Det anførte Sted lyder saa (S. 247, 48):
„ic þät gesverge
þurh sóðgodu,
svá ic árc ät him
æfre finde,
oððe, þeóden, at þe.
þíne hyldu
vinburgum in,
gif þás vord sind sóð.
monna leófast,
þe þú me sagast,
þät ic hi ne sparige
ac on spild giefe.
þeóden mæra,
þe tó gevealde;
dém þú hi tó deáðe,
gif þe gedafen þince;
svá tó lífe læt,
svá tó leófre sý“.
Eode þá fromlice
fæmnan tó spræce
ánræd and yreþveorg
yrre gebolgen
......
......
......
he þá vorde cväð:
„þú eart dohtor mín
seó dyreste
and seó svétaste
in sefan mínum
.....
.....
Juliana
