det gamle Sprog endnu længe vedligeholdt sig[1], saaat man næppe kan kalde det fuldkommen uddødt som skriftsprog før Aar 1600, og som Talesprog ikke engang endnu, hvis man betragter Levninger, som endnu findes i vore Dialekter, skjønt de fleste grammatikalske Former dog ere svundne. Vi see saaledes, at vort Sprogs Overgang til Dansken vel var pludselig, men dog længe forberedet, 0g at vi snarere burde glæde os ved at have beholdt et saa velklingende Sprog, end blindthen stræbe at forandre det, mindst naar det skeer paa den planløse Maade, Sprogreformatoreme eller Fordærverne bruge.
Disse vise nemlig en merkelig Usikkerhed i Brugen af de Ord, som de optage i vort Sprog. Thi de bruge ligesaavel tydske og svenske Ord, som norske, blot fordi de ere sjældne og have etslags originalt Tilsnit, som blender dem. Ligeledes seer man dem ofte optage meget besynderlige og ubekjendte Ord, som bruges af Almuen i een eller anden enkelt Egn, men aldeles ikke ere forstaaelige for Mængden af Norges Indbyggere. Ogsaa ere iblandt disse en heel Deel onomatopoietica, mange endog hidtil aldeles uhørte. Til Exempler paa slige Ord kunne tjene: Verkmester (Werkmeister), Hui, Grop (svensk), Gelænder, Bild, udbilde, Frivil, Skolt, Bart, Kampp, Sjuh (interjectio), Kulp, Tyh (interj), Skrasl o. s. v. Hvor urimeligt er det nu ikke, naar man vil skrive Norsk, at optage tydske Ord istedetfor norske og, naar man vil være populair, at bruge Udtryk, forstaaelige blot for enkelte Provindser! Optagelsen af onomatapoietica er
- ↑ I et Dokument fra 1536 [Dipl. VII. 780] staaer der saaledes: Ollum mannum them szom thette breff sio ædher höre hilser Anston Olaffson qwædhe gwdhs och sine kwnnwcth gørindes meth thette mith wpne bref ath jak haffwer selth o. s. v. — Ligeledes fra 1520 [Dipl. III. 781]: Thet bekennis wij effter skriffne menn Guttorm Nielsson logmann i Bergen, Olaf Thorgilsson … med thetta wore opne breff, at wij haffa seed opit breff med heilum oc oskoddum inciglum … Fra 1521 [Dipl. VII. 546]: Ollum mannum them som thette breff sea eder höyre sændher Byön Ormson … lagrettis men q. g. oc syne, kwnnickt görende at mer worum paa …, saghum oc hördhum aa handerbonde thera af enne halffone N. N. af andre halffone N. N, met the skilorde, ath o. s. v. Derimod i et fra 1505: [Dipl. IV. 1044.] Edher myn werdhoghe herre och högboren fförsthæ konwngh Hans medh Gvds nadhe … o. s. v. ær thet ophaf at tesse male at o. s. v. staar nw tiil gwdh och edhre nadhe. Ja selv i et fra 1469 [Dipl. VII. 464]: Alle men ssem theme breff sse heller höræ, kunetgöræ jek N N. Prest hii N. N. hog N. N. Lauræ’æmen hii N. N at wii vithwm thet N. N. hauer betalet kirken … som han louede o. s. v.
