Norge og Island Sproget at tales reent og uforvansket; sildigere begyndte man i dette sidste Land at file mere derpaa, saaat mangen bred Lyd, der fandtes i det ældste Sprog, paa Island blev formildet[1]; dog seer man af den islandske Lovbog Graagaasen, at Orthographien i det 12te Aarhundred endnu var den samme i begge Lande. Imidlertid var Sproget i Danmark ved idelig Omgang med Engelske og Tydskere udartet; medens vore Forfædres Interesse drog dem fordetmeste til de Folkeslag, der enten talte samme Sprog som dem, eller ogsaa aldeles forskjellige, f. Ex. Russer og Gaeler — hvorved naturligviis ingen Sprogforvanskning kunde opstaae —, hendroges de Danske meest til det for ethvert Sprogs Reenhed saameget farligere Samkvem med sprogforvandte Nationer. Alligevel vedblev den danske Tunge endnu en Tidlang at være den norske saa lig, at Udlændinge stedse, og Indenlandske ofte, naar de vilde omfatte alle Sprogets Forgreninger, brugte det almindelige Navn „Dansk“.[2]
Sproget i Norge undergik vel ogsaa lidt efter lidt Forandringer, men ikke saaledes, at det nærmede sig det Danske, tvertimod synes Forkjerligheden for den brede Lyd at være bleven større og større. En og anden grammatisk Form lader dog til at være bortfalden, især den saakaldte Omlyd, men det kan ikke nægtes, at det af flere gamle Viser tydeligt sees, hvorledes man heller ikke i de ældste Tider var saa nøieregnende dermed[3]. Sverige blev 1319 forenet med Norge: uagtet dette vel ingen synderlig Indflydelse havde paa Sproget, kan man dog vel antage, at det ei har undladt at forberede den ved Foreningen med Danmark fuldkommen afstedkomne Forandring. Thi med Calmarunionen begyndte den ulykkelige Tid, da Norge maatte staae i Skyggen for Danmark: vi fik danske Befalingsmænd, Dynastiet selv hørte nærmest til Danmark, og Alt, hvad der angik Regjeringen, blev efterhaanden mere og mere skrevet og forhandlet paa Dansk. Derved maatte naturligviis det norske Sprog lide, og brækkes over til det Danske, dog er det interessant at see, hvorledes i Dokumenter, bestemte til blot at beroe hos Landets egne Mænd,
- ↑ F. Ex. Brugen af i istedetfor e, e istedetfor æ, u istedetfor o, o. s. v.
- ↑ Saaledes fortælles i Harald Haardraades Saga, Cap. 113, og Fagurskinna, at Thingmændenes Skare, eller det saakaldte Tinglidh, i England, var valgt fra forskjellige Lande, og meest af den danske Tunge ɔ: af Danmark, Norge og Sverige, hvor den danske Tunge overalt forstodes.
- ↑ See f. Ex. 1ste Vise i Heimskr. Ol. Tr. Saga Cap. 18, hvor man for Rimets Skyld man læse, „folklandum sa branda, istf. folklöndum“, o. fl. a. St.
