Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 1.djvu/25

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
21

især mislig, thi hvo kan forsikkre, at et Udtryk er norsk, naar man maaskee en Dag iforveien har taget Anledning til at forme det? Ikke at tale om, at alle slige Ord ere meest almindelige hos den laveste Pøbel, og aldeles intet godt Indtryk kunne gjøre paa dannede Læsere.

Sprogreformatorerne pleie og at optage flere Ord, som vel ere ægte norske, men saa lidet anvendelige, at de kun gjøre en høist daarlig Figur. Mange gamle Ord kunne vel taales i ordentligt Foredrag, men der er ogsaa en heel Deel, som ere blevne saa almindelige for de lavere Klasser, ogsaa sjældne blandt de Bedre, at deres Indtryk maa være saare ubehageligt. Saadanne ere: „at smyge, siige, skvette, Sjø, Sju, Raane, tyne, Gulp, flunkende“ o. s. v. Den almindelige Stemme har nu engang erklæret sig imod dem: og saameget er vist, at en klog Sprogreformator idetmindste ikke vilde begynde med at intrudere Ord af denne Natur.

I Brugen og Skrivemaaden af slige tildeels oldnorske Ord lægges ogsaa den groveste Uvidenhed og den latterligste Inkonseqvents for Dagen. Jeg vil til Exempel herpaa anføre det gamle Ord, „Garðr“. Det betegner baade en indhegnet Plads og Hegnet selv, til hvilket sidste man og har det afledede „gerði“, som endnu almindeligt forekommer (Gjerde), medens af hiint Ord, som i vort nuværende Skriftsprog heder „Gaard“, i dette blot førstnævnte Betydning er vedbleven. Almuen kalder det endnu „Gard“ og bruger det i begge Betydninger: derfor sætter Wergeland i Oden til Bolivar „Gard“ istedetfor „Gjerde“, medens „Gaard“ ogsaa paa andre Steder bruges, og vi faae saaledes to Ord af eet gammelt. „Vivand“ ansees at være et eget Navn, medens det blot er en skjødesløs Udtale af „Vidjevaand“. „Ur“ (Steenrøse) og „stør“ (stiv) skrives istedetfor „Urd“ og „størd“. Uagtet det dygtigste Blik paa det ældre Sprog vilde være tilstrækkeligt til at vise, hvorledes Diphthongerne mere og mere ere gangne af Brug, og at vort nuværende Skriftsprogs Natur i flere Ord aldeles ingen Diphthong tillader, seer man dog, at Hine bruge Ord som Stein, Bein, Hei, fordi de ofte, skjønt ei altid, i daglig Tale høres. I Femininers og Neutrers Dannelse anvendes det platte, aldeles pøbelagtige „a“, som i den senere Tid har indsneget sig, medens de ældre brugte „in, udtalt en“ eller „n“, der stemmer overeens med Skriftsproget. Hvor utaaleligt er det ei at see Ord som „Myra“,,Stunda“, »Heia“, „Gropa“ istedetfor Myren, Stunden, o. s. v. (myrin, stund-