f. Ex. med en Pæl, som man vil sætte fast i Jorden. hedm. Ogsaa dutte.
dy-vaat, og dyende vaat: ganske vaad, gjennemvaad. Mere alm. end Dy.
Dyvesekkja (aab. y), f. Hængedynd; Blødmyr som bæver, naar man træder paa den. Nhl. Shl. Jf. Dov og Holdyvle.
dyvja, v. n. (dyv’; dyvde, el. duvde), 1) bæve, ryste, gynge, som blød Jord naar den betrædes. Nhl. Shl. (I Helg. evjast; jf. dissa). 2) om en huul og dæmpet Lyd, forenet med en Bæven eller Rystelse, som naar man slaaer paa et huult Træ eller et Kar. Sdm. Dæ dyvde i Veggjꜳ: det gav en huul Gjenlyd i Væggene. Ogsaa: surre, suse; f. Ex. dæ dyve fyre Øyraa: det suser for Ørene (saasom naar Blodet samler sig stærkt til Hovedet). Heraf Dyvjing, f.
Dæ, f. el. Dægras, n. et Ukrud i Agrene, Hanekro (Galeopsis). Nordre Berg. Sdm. og fl. Hedder ogs. Dæe (Jæd.) og Dær (Ørk.). Ellers: Aakrepipa (fl. St.), Holnesle (Hall.), Kattnosle (Tell.), Glaama (Sogn).
dæ, pron. det, der o. s. v. — see: da.
dæg, og dæ: dig; s. deg.
Dægras, s. Dæ.
Dæl, n. en Luftning, et lidet Vindkast, som man kan seile med. Helg. Fosen. dæla (dæle), v. n. (e-te), lufte, blæse lidt saa at Seilet fyldes eller strammes. Helg.
dæla (dæle), f. 1) en Rende (af Træ), Tagrende. Sdm. og fl. 2) en liden Grøft eller Rende, især i en Ager. Inderøen. 3) en liden Bæk. Namd.
Dæld, f. en liden Dal eller Fordybning i Jorden. Hard. Sdm. og fl. I Yttresogn: Døld. (Sv. däld).
dælen, adj. fæl, skrækkelig. Nhl. Da va so dæle te sjaa: det var saa fælt at see.
dælt (el. dældt). adj. n. frit, utvungent, fortroligt, hyggeligt. Shl. (Komparativ hedder: dældare). Da va so dælt te snakka mæ han ɔ: man generede sig ikke, følte ingen Frygt naar man talte med ham. Isl. dælt.
dæm (ɔ: de), og dæms (deres), s. dei.
dæma (og dæmma), v. a. (e — de), dæmme, opdæmme Vand. Jf. stæma. — dæmast (Impf. dæmdest), opdæmmes, tilstoppes.
Dæma (Dæmma), f. en Vandpyt, Vandsamling (paa Marker og Veie). Tell. S. Dam.
Dæme, n. 1. Eftersmag, indtrukket Vædske i Kar. Sdm. og fl. S. Daam.
Dæme, n. 2. Udseende, Farve; især Ansigtsfarve (= Daam). Søndre Berg. Tell. Hall. (Jf. Hamlit). Heraf dæmt, adj. i Sammensætningerne: bleikdæmt, ljosdæmt, svaldæmt.
Dæming, f. Dæmning, Forbygning.
dæmla, v. n. 1) pladske, røre i Vand; s. damla. 2) fylde et Kar ved at trykke det ned i Vandet. Ørk. Sdm. og fl. Ogsaa: drikke, bælge i sig.
Dæmme, s. Dæma.
dæmt, adj. beskaffen, a) med Hensyn til Udseende el. Farve; s. Dæme. b) med Hensyn til Smag, om Kar og de deri indeholdte Vædsker; see Daam. Mest sammensat: udæmt, goddæmt, surdæmt.
dæn (for dær-ne), adv. der. (Modsat: hæn ɔ: her). Inderøen. S. dar.
dængje, s. dengja.
dær, s. dar. — Dær (Plante), s. Dæ.
dæsa, (dæse), v. n. (e — te), sætte Livet til, omkomme af Frost eller Uveir, undertiden kun: vansmægte, give sig tabt. B. og Kr. Stift (især Jæd. Sfj. Sdm.). Nogle Steder: dasa. Mest om Kvæg.
Dæseve’r, og Dæsingeveer, n. Kulde og Uveir, som Kvæget ikke kan udholde.
dæst, adj. omkommen.
Død, m. s. Daude.
Døger (el. Døg’r), n. Døgn, Dag og Nat tilsammen. Tretti Døger: en Maaned. Sdm. „sterke Døger“ kaldtes Dagene før Juul af de Gamle, fordi der da skulde være meget Spøgerie og Troldskab paafærde. (Sdm.). Døger bruges ikke saa meget alene som Samdøger og Jamdøger, der betyder det samme. Nogle Steder i Tr. Stift hedder det: Dygn og Døgn. Det gamle dægr betegnede et halvt Døgn eller 12 Timer.
døkk, pron. s. dikke. — døkkor, s. dikka.
døkk (aab. ø), adj. dunkel, mørk (om Farve, og om Luften). Søndre Berg. Nogle St. dekk’e, og i Sdm. degg’e. G. N. dökkr.
døkkast, v. n. dunkles, blive mørkere.
døl, og dølde; s. dylja.
Døl, m. 1) en liden Dal. Tell. Jf. Dæld. 2) en Daleboer (s. Døling). Ag. Stift. Mest i Fleertal, ligesom G. N. dælir. Hertil: Dølebona’, m. Dalefolks Dragt (i B. Stift: Dalebuna). Dølemꜳl, m. Daleboernes Sprogart. Dølevis (ii), f. Skik hos Daleboerne.
Døla (Døle), f. 1) en Kvinde fra Dalene. Mest i Sammensætning, som: Sogndøla, Leirdøla, Romsdøla. 2) et eenfoldigt, taabeligt Menneske. Ei Døle. Sdm. Sfj. (Jf. G. N. dælskr, taabelig).
