Dyll, s. Dall. — Dylp, s. Dolp.
dylpa, v. n. 1) hoppe, vimse, løbe omkring. Nordre Berg. (S. Steindylp). 2) om Smerter eller Rystelser, som gaae pludselig over fra et Lem til et andet. Yttresogn. Andre Steder: riva, sneisa og fl.
dym, s. dim. — Dymme, s. Dima.
dymmest, s. dimast.
Dyn (aab. y), m. Drøn, Bulder; en dump og rystende Lyd, som af Storm, Fosser, Vogne, og deslige. Alm. Dog findes ogsaa: Dun, el. Dune (Nhl. Rbg. og fl.) og Dryn (Mandal). Isl. dunr, dynr og drynr. Sv. dån.
Dyna (aab. y), f. Torden, Tordenskrald. Nordre Berg. (Jf. Tora). Isl. duna. Hertil: Dyneflod, n. Tordenbyge, Tordenregn. (S. Flod, n.). Dynestein, m. Tordensteen.
Dyna (yy), f. en Pude, Hovedpude; et Hynde. Alm. (Det danske Dyne svarer til vort: Seng).
dyna (yy), v. a. (e — te), nedbryde, nedlægge. Sdm. og fl. — dyne nid Gras’e: nedbryde Græsset ved at ligge eller sidde derpaa. dyne Eple: nedslaae Æbler af Træerne.
Dyndle, f. en stor Plante som voxer iblandt Korn (Sonchus arvensis). Tell. (Jf. Isl. dindla, Hale).
Dyneflod, s. Dyna.
Dynevær, n. Pudevaar, Pude som ikke er stoppet. — Søndenfjelds: Dynevar.
Dyngja, f. 1) Dynge, Hob. Kr. Stift: Hard. Sogn, Lister. Ellers Dungje, m. (Isl. dyngja). 2) Mødding, Møgdynge. Namd. Fosen. Ellers: Mokdungje, Kok og fl. (Sv. dynga; Eng. dung, Møg). 3) en Samling af Dynd, Hængedynd, Blødmyr. Ndm. Sdm. og fl. Ellers: Dikje, Dy, Evja. I Gbr. om en Hob af blød Jord eller Dynd.
Dyngjebotn, m. blød og mudret Grund i Vandet. Ndm. Sdm.
Dyngjemyr, f. Hængedynd. Ndm.
Dyning, m. Bølgegang, store Bølger, hvor Søen er oprørt enten af Storm eller af store Fiskes og Sødyrs Bevægelse. Nogle St. Dønning, og i Sdm. Dining.
dynja, v. n. (dyn’, dunde), drønne, dundre, buldre. Alm. (Isl. dynja). Hertil Dyn, duna, dundra, dunka og fl. Vokalforandringen y — u finder her (ligesom ved dylja, drysja og fl.) kun Sted i de sydlige Egne; nordenfjelds hedder det: dynde og dynt, ligesom: dylde og dryste (Gram. § 280).
Dynjing, f. vedvarende Drøn.
dynke, v. a. fugte, bedugge. Søndenfjelds.
Dynn, s. Dyr, f.
dynta, adj. tyk, før, fyldig. B. Stift.
dypast (-est), v. n. (imp. -ptest), blive dybere (= djupna) Isl. dýpa.
dyppa, v. a. s. duva og duppa.
Dypt (yy), f. Dybde, Dybhed. I de nordl. Egne: Dyft, som ved sit lukte y adskilles fra det foranførte Dyft (Døft).
dyr, adj. dyr, kostbar; ogsaa om Personer: paaholden, som sætter Prisen høit.
Dyr (yy), n. et Dyr; helst om vilde Dyr, og fornemmelig om Hjorten og Renen. Dyrkjøt, n. og Dyrsteik, f. betegne saaledes sædvanlig kun: Reensdyrkjød.
Dyr (aab. y), f. en Dør. (G. N. dyr, dur). Udtales nogle St. Dør (med aab. ø), og Dor (aab. o). Fleertal i de sydlige Egne: Dyra(r), i de nordlige: Dyre. I bestemt Form i Tell. Dynn’i Ogs. ubst. Dynn). — I Sammensætning: Dyra. Dyragaatt, f. s. Gaatt. Dyrajarn, n. Dørhængsler. Dyravit (aab. i), n. „Han hev’ ikje Dyravit’e“, siges om den som glemmer at lukke Døren efter sig.
dyra (døre), v. a. bringe ud, faae ud af Huset. Guldbr. døre se: forføie sig ud.
Dyrfar, n. og Dyrfet, n. Spor efter vilde Dyr (Reensdyr).
dyrka (aab. y), v. a. (a — a) dyrke (nemlig Jorden). Ikke meget brugl.
dyrkast (yy), v. n. blive dyrere, stige i Priis. Søndre Berg. Gbr. og fl.
Dyr-kolle, f. Hind, Hunhjort. Sdm.
dyrlagd’, adj. høit anslaaet, høit skyldsat, om Gaarde. Nordre Berg.
Dyrleikje, m. Dyrhed, Kostbarhed.
dyrna (yy), v. n. = dyrkast.
dyrna (aab. y), v. n. blive stærkere, faae mere Kraft og Fasthed. Voss, Hard. (Oprindelsen uvis; maaskee dyrvna, af djerv).
dyr-olm, adj. om Køer, som blive olme og ustyrlige, naar de mærke, at et Udyr er i Nærheden. Voss og fl.
Dyr-skap, n. (el. -skapnad, m.), Dyrs Skikkelse.
Dyrslag, n. Dyreart, Race.
Dyrstokk (aab. y), m. Dørtærskel.
dyse (yy), v. n. (e — te), lege og støie (= duska). Sdm. Heraf Dys, n.
Dysing (aab. y), og Dusing, m. Dousin.
dytta, v. a. 1. tætte, tilstoppe en Aabning. Nhl. Kr. Stift. (Af Dott).
dytta, v. a. 2. støde, duve op og ned,
