Side:Ordbog over det norske folkesprog.djvu/93

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Dus (uu), n. Standsning, Stilhed, Ophold i Storm eller i Uveir. Nordre Berg.

dusa, v. n. (e — te), 1) udhvile sig, sidde stille. Nhl. og fl. Han sit ꜳ duse (om En som sidder uvirksom af Træthed eller Døsighed). Jf. dosa. 2) sagtne, stilles, om Storm og Uveir. Nordre Berg. og fl. Han duste paa: det ble lidt bedre Veir. 3) falde, styrte (som ved et Slag). Sdm. og fl. Han fekk so vondt at han hadde so nær dust.

Dusk, m. Dusk, Top. (Jf. Dufs, Dupp).

duska, v. n. støie, larme, som i en Leg. Nordre Berg. — Heraf Dusk, n.

dusle (dulsje), v. n. græsse, æde. Sdm.

Dust, f. Gran, Smule. Inkje ei Dust: ikke det minste. Gbr. Sdm. og fl.

Dustetruma (aab. u), f. en vis Lyd som ligner Trommeslag, og hvis Aarsag man ikke veed. Ellers Dystrumma. S. Lydtruma.

dutte, see dytta. — dutten, s. dotten.

Duv, m. Tryk, Nedbøining. (Sjelden).

duva (dua, due), v. n. og a. (a — a), 1) duve, synke eller bøie sig ned. Sjelden. Jf. dubba. 2) v. a. bøie, trykke ned, gjøre lavere. Tildeels i B. og Tr. Stift. due seg ned: bøie sig ned. duve Segl’e: strække Seilet nedad. Fosen, Helg. 3) dyppe, neddyppe. Tell. Rbg. Jf. Duppe. — Ordene doven, Dov, døyva og dauv forudsætte et Verbum med Formerne: dyv’, dauv; og med Betydn. aftage, svækkes.

Duva, f. en Due. (G. N. dúfa).

Duvedrikk, m. det at man bøier sig ned for at drikke, f. Ex. af en Bæk.

Duving, f. Nedtrykning, Nedbøining.

Dvale, m. Dvale; ogsaa Halvsøvn, Tilstand imellem Søvn og Vaagen.

dveljast, v. n. forløbe, skride hen, om Tiden. Sdm. Sjelden og kun i faa Talemaader, som: Dæ dvelst vek Morgaanen: Morgenen forløber. Imperf. skulde hedde: dvaldest.

Dverg, m. et fabelagtigt Væsen, som siges at plage og forurolige Kvæget i Fæhusene. Nordenfjelds, Sdm. og fl. Fordum et Slags Bjergaander (G. N. dvergr).

Dvergmꜳl, n. Gjenlyd, Ekko. G. N. dvergmál. I Sdm. Dvermꜳl; i Tell. Værmꜳl (maaskee et andet Ord).

Dvergskot, n. en Kvægsygdom; det samme som Alvskot. Helg.

dvergsligjen, adj. = draugslegjen. Ørk.

Dvergsmi(d)e, m. Krystal; et Slags gjennemsigtige Stene, som ere meget glatte og ligesom slebne paa Kanterne. Hard. og fl.

Dvergspel, n. et Slags haarde og glatte Kugler af Steen eller hærdet Leer, som forekomme i Leerjord. Helg.

Dy, n. 1) Dynd, Mudder, Søle. Sogn, Hall. og fl. (s. følgende). 2) en dyb Sump, et Hængedynd. Jæd. og Dalerne. G. N. dý. Ellers Dikje, Depel, Dyvesekkja.

Dya (Dye), f. 1) en blød Myr, Sump, Hængedynd. Inderøen. 2) Dynd (paa Veie og paa Fodtøi). Helg. meget brugl. Ellers: Depel, Søle (Søyla).

dyꜳat (for dyut), adj. dyndet, tilsølet med Dynd. Helg.

Dyd (for Dygd), f. 1) Dyd; 2) det bedste eller retteste af forskjellige Midler. Sdm.

dye (duer), s. duga. dyende, s. dyvaat.

Dyft, f. Brede, Vævbrede (i Tæpper og Klædningsstykker som ere bredere end en Væv og derfor maa sammensættes af flere Breder). Namd. Fosen (hvor det ogsaa hedder Duft). Ellers: Vaa, Breidd; ogsaa Ryft.

dyfta, v. n. (a — a), 1) støve, ryge (af Duft). 2) vimse, løbe omkring. Sdm.

Dygd, f. 1) Kraft, Styrke, Næringssaft i Fødevarer, især i Mælk. Alm. vestenfjelds og i Tr. Stift. Af duga. 2) Dyd (Isl. og Sv. dygd). Meget sjelden og lidet brugl. i denne Form; hvorimod Udygd bruges mangesteds.

dygdig, adj. kraftig, nærende.

Dygn, s. Døger.

dykje, v. a. (den egentlige Betydning er uvis). Han hev’ ikje noke te dykje: han har ikke noget at herske eller befale over; han har ikke nogen Magt. Han tord’ ikje dykje se(g): han turde ikke knye. Sdm.

Dykje, n. Pralerie, store Ord. Nhl.

Dy-kjelda, f. Kilder som komme op i sidlændt Jord og saaledes danne en Sump omkring sig. Stav. Amt. Ogsaa Dykolla.

dykke, s. dikke. — dyld, s. duld.

Dyleim (aab. y): i Dyleimꜳ (dat. pl.), i Dølgsmaal, stille, hemmelig. Sdm.

dylen (aab. y), adj. drøi, som indeholder meget, eller hvis rette Størrelse og Omfang ikke let kan sees. Nordre Berg. (Rettere dulen). Ein dylen Ꜳkr: en Ager som er større end den seer ud til.

dylja, v. a. (dyl’, dulde), dølge, skjule. G. N. dylja. Heraf: duld, Dulsmꜳl, dulram. Ligesaa adv. dult, el. dylt; f. Ex. dæ gjekk so stilt ꜳ dult.

dyljande, adj. som maa dølges. Dæ va ikje dyljande: det var ikke at lægge Skjul paa.