Døld, f. en liden Dal; s. Dæld.
Døleblom, Kabbeleie (Caltha). Tell.
Døling, m. en Daleboer. B. Stift og fl. I Tr. Stift: Daling, og søndenfjels: Døl. Hertil: Numdøling, Leirdøling, Romsdøling o. s. v.
døm, s. dei.
døma, v. a. (e — de), dømme. (G. N. dæma). Ogsaa: ræsonnere vidt og bredt, snakke om allehaande Ting.
Døme, n. Art, Skik. Sdm. D’æ’kje noke Døme pꜳ di ɔ: der er ikke nogen Skik paa det. (Sjelden). Den gamle Betydning: Exempel, er forældet; see udømeleg.
Døn, s. Dyn. — døpa, s. døypa.
dør, adv. 1) der, s. dar. 2) i Talemaaden: koma seg dør ɔ: komme frem, komme til sit Bestemmelsessted. B. Stift. Maaskee fremmedt; jf. Hollandsk door, igjennem.
Dør, f. s. Dyr. — døre, v. s. dyra.
Døtte(r), f. s. Dotter.
Døvik, m. Lufthul paa Tønder (= Svikk). Guldbr. Ogsaa i danske Dial. (Holl. deuwik).
døya, v. n. (r-dde; eller: døyr; do; dꜳe), at døe. Inf. mest alm. døy (G. N. deya). Impf. døydde (mest alm.) og do (Helg. Tr. Stift). G. N. dó; Sv. dog. Supinum (med hava): døytt (mest alm., dꜳe (Ørk.), doe (Indr. Namd.), doa (Helg.), dꜳtt (Gbr. Sdm.). G. N. dáit. Ved Siden heraf bruges ogsaa Verbet dauda (daua) i B. og Ag. Stift. — I Sdm. og flere Steder hedder Imperf. dødde om Mennesker, men dauda om Dyr. — E tenkte han ha dꜳe (Ørk.): jeg frygtede for, at han skulde døe. I Sdm. E tenkte han hade dꜳtt (eller dauda).
døyande, i Talemaaden: til sin døyande Dag ɔ: indtil sin Død.
døypa, v. a. (e — te), døbe. Søndre Berg. (see Daup). Ellers: døpe.
døyva, v. a. (e — de), 1) døve, sløvgjøre, betage Skarpheden. G. N. deyfa. 2) lindre, formilde, stille. Jf. dauv og doven. døyve Kanten: afrunde en Kant. døyva Eggj’a: afstumpe Eggen. døyve Ga’n (Sdm.): befugte Vævgarn ved Varme for at faae det blødt. døyve Verk: stille Smerten. — døyvd: lindret, stillet; ogs. afstumpet.
Døyve, n. Lindring; ogsaa et formildende eller smertestillende Middel.
døyven, adj. lindrende, formildende. Sjelden.
Døyving, f. Lindring, Formildelse.
Døyvsla, f. Blødgjørelse, især af Traad til en Væv, idet Traaden befugtes ved Damp i en Gryde (Døyvslegryte).
E.
e (jeg), s. eg. — E, n. s. Eid.
Ea, f. Bagstrøm. S. Ja.
Effelbein, n. Elfenbeen. Ikke alm.
eg (ee), pron. jeg. Formen eg bruges i Sogn, Tell. og Rbg. — Andre St. „e“ (Hall. Vald. Gbr. Sdm. Ndm. Ørk.), ellers: æg, æ (mange St.), i (Romsd. Snaasen), og je (Buskr.Hedm. og fl.). G. N. eg, ek. — Objekt: meg; Fleertal: mid (me).
ega, v. a. s. eiga. — egast, s. eigast.
Egdir, pl. m. Beboere af Raabygdelaget, Nedenæs og Mandal. — Brugeligt i Tell.
Egg, n. et Æg. (G. N. egg). I Sammensætning: Eggje el. Eggja; saasom: Eggjeband, n. Plaster eller Salve af Æggehvide. Eggjekvite, s. Kvite; jf. Raude. eggjesjuk, æggesyg. Eggjeskap, n. Skikkelse som et Æg. Eggjeskurm, f. Æggeskal. Sdm. o. fl. Derimod findes Formen Skurn blandt andet i Hard. (Eggjaskudn), og Vald. (Eggjeskudn). Isl. eggjaskurn.
Egg, f. (Fl. Eggja,r), 1) Eg, skjærpet Rand. Knivsegg, Ljaaegg. 2) en smal Bjergryg, øverste Kant af et Fjeld. Tr. Stift, Sdm. og fl. (Isl. egg). Heraf bakeggjes. I Østerd. betegner Egg ogsaa en smal Banke eller Jordryg. — liggje ꜳ Egg ɔ: hvile paa Kanten, ligge paa den smale Side (om Fjele og deslige). Sæt. og fl. (I Sdm.: ꜳ Rør).
Eggbrest, m. Sprække i Eggen.
eggja, v. a. (a — a), ægge, opægge, ophidse. (G. N. eggja, tilskynde. Heraf: Eggjing, f.
Egg-jarn, n. skjærende Redskab, som Kniv, Øxe eller Lee. Tr. Stift og fl.
eggjug, s. elleve. — Egn, s. Eign.
egna, v. a. (e — de), forsyne med Mading, sætte Agn paa.
egna, at frede, s. eigna.
