men hvor den egentlig ikke hører hjemme; f. Ex. Askr, Fingr, Timbr. Derimod er den beholdt i Fleertallet af endeel Substantiver (f. Ex. Røter, Tenner), hvor den ikke vel kunde udelades.
Vokalerne ere her sædvanlig givne efter det Lydsystem, som hersker i Bergens og Kristianssands Stift, og som synes at stemme bedst overeens med det gamle Sprogs Vokalforhold. Det aabne e er saaledes adskilt fra æ, ligesaa det aabne o fra ꜳ, med flere hvorom nedenfor. Af gode Grunde er her ogsaa skrevet e i endeel Ord, hvori dette e paa Grund af Stillingen sædvanlig udtales som æ, nemlig foran mb, mp, nd, ng, nk, nt, rg, rm, rr, rt, rv. I saadanne Stillinger burde man egentlig ogsaa skrive o istedetfor ꜳ (f. Ex. Rond, Bomb); imidlertid har jeg dog skrevet ꜳ foran mb, nd, ng og nk, da jeg frygtede for, at man her vilde læse o som lukt o, ligesom i de Ord Bonde og vond, som da maatte skrives med u, naar de øvrige skulde skrives med o. Foran et enkelt m, n og r skulde der ogsaa tildeels skrives e, og ikke æ, men jeg har her ikke vovet at afvige fra Udtalen, da Skrivemaaden med e vilde ofte give Anledning til Feiltagelse. Saaledes er der ogsaa skrevet æ foran mj og nj, da nemlig dette „j“ ofte bortfalder (f. Ex. i tæm og væn, af tæmja og vænja); imidlertid vilde man dog her have mere Grund til at foretrække e, og jeg vilde derfor nu helst have skrevet e foran mj og nj i alle Tilfælde. — Angaaende de øvrige Vokaler kan mærkes, at a foran ng og nk er indført efter de søndenfjeldske og trondhjemske Dialekter (de bergenhusiske have her altid ꜳ); saaledes er ꜳ kun indført i de Ord, hvor det er overalt brugeligt og egentlig staaer istedetfor o, f. Ex. i Tꜳng og Lꜳnga. Lydene jo og ju ere anførte efter Udtalen i Søndre Bergenhuus Amt, Tellemarken og fl. (f. Ex. i Ljos, fjuka), da de ellers gaae over til jø, ø og y. — Sammensætnings-Vokalen e er foretrukken i de Tilfælde, hvor den svarer til et simpelt „a“ idet gamle Sprog, uagtet dog dette a maaskee burde foretrækkes efter Dialekterne i Søndre Bergenhuus og Stavangers Amt. Derimod er a opstillet i de Tilfælde, hvor det svarer til det gamle „ar“ (f. Ex. i Rettabot), da nemlig Formen med a i dette Tilfælde er mere almindelig.
Ved Konsonanterne mærkes folgende. Lydene j, gj og hj ere adstilte efter Ordenes gamle Form eller efter etymologiske Grunde, da Forskjellen i Udtalen er saa godt som umærkelig. — g og v efter u ere gjennemførte efter Sprogarterne i de sydlige Fjeldbygder, da de paa andre Steder tildeels bortfalde. — d efter en Vokal er tilføiet efter Dialekten i Nordfjord og Søndmør, og da det var af megen Vigtighed at beholde denne Lyd, er den ogsaa ofte tilføiet i saadanne Tilfælde, hvor den overalt bortfalder, nemlig i endeel sammensatte Ord, f. Ex. Bla(d)side. — tj er opført efter Udtalen i Søndmør og Hardanger, istedetfor den sædvanlige Udtaleform „kj“; ogsaa her var det af Vigtighed at beholde den rette Lyd, og den er herfor ogsaa indført i enkelte Dialekt-Ord, uagtet Udtalens-Afvigelse. — tl og sl ere adskilte efter etymologiske Grunde, da de sædvanlig falde sammen i Udtalen, saaledes at nogle Dialekter have kun sl, nogle kun tl, og nogle en særegen vanskelig Lyd, som her i Exemplerne er skrevet deels med „lsj“ og deels med „ltl“. — r istedetfor rd (f. Ex. i Jor) er her beholdt, da Folkesproget synes ikke at lide den sidste Lyd; vel kunde det saakaldte tykke l, som bruges i Agershuus og Trondhjems Stift, maaskee ansees som Udtaleform af rd, men dette l bruges ogsaa istedetfor det simple l, og tildeels, som det synes, ogsaa istedetfor det simple r, hvilket ellers bør nøiere undersøges. — nn istedetfor rn er beholdt, undtagen i nogle faa Tilfælde, hvor Lyden rn findes mere eller mindre tydelig udtalt. — mn for vn er beholdt, undtagen hvor Ordet er en tydelig afledning af en Rod som ender med v, f. Ex.
