sovna, af sova. — kv istedetfor det gamle hv er ligeledes beholdt; imidlertid er den gamle Form sædvanlig anført ved de Ord, som have denne Lyd, for at det kunde sees, om Lyden kv svarer til hv eller kv i det gamle Sprog; dette er ogsaa iagttaget ved de Ord, som begynde med t, for at vise, om Lyden svarer til det gamle t eller þ. En nærmere Udvikling af de heromtalte Forholde er ellers at finde i Grammatiken.
Angaaende de tilføiede Oplysninger ved de enkelte Ord kan her bemærkes, at de grammatikalske Former kun er anførte i de Tilfælde, hvor de ikke vel kunde bestemmes efter en almindelig Regel. Substantivernes Fleertal er saaledes kun angivet i de Tilfælde, hvor det afviger fra Hoved-Regelen, som nemlig er den, at Maskulinerne faae Endelsen ar eller a, de stærke Femininer faae er (ir) eller e, de svage (paa a, el. e) faae or (ur) eller o (tildeels ogsaa er eller e som de forrige), og Neutrerne faae ingen Endelse i den ubestemte Form. — Ved be Adjektiver, som ende paa ‑en, maa man erindre, at denne Endelse kun tilhører Maskulinum, medens derimod Femininum har en egen Form, som retter sig efter de feminine Substantivers bestemte Form og altsaa ender paa i, e, a, ꜳ, eller o; f. Ex. Mask. liten; Femin. liti, litæ, lita etc. Denne Form kunde altsaa ikke vel anføres, paa Grund af dens Forskjellighed i Dialekterne. — Ved Verberne ere de nødvendigste Former angivne, saaledes at i de Tilfælde, hvor ingen Aflyd finder Sted, er kun Endelsen i Præsens og Imperfektum antydet, f. Ex. ved høva: „e - de“, som betyder, at Præsens hedder høve(r) og Imperf. høvde. Naar Verbet derimod har Aflyd og stærk Flexion, da ere de tre Former, Præsens, Imperfektum og Supinum, fuldstændig anførte, f. Ex. ved binda: bind, batt, bunde.
Ved de Ord, som ikke ere bekjendte af Skriftsproget, ansaaes det nødvendigt at angive, om de ere almindelige eller kun forefundne i eet eller flere Distrikter. Imidlertid er denne Angivelse udeladt i de Tilfælde, hvor Ordet enten hænger sammen med et nys forhen anført Ord, eller ogsaa er saa almeenforstaaeligt, at det kan tilhøre ligesaa vel det ene Distrikt som det andet. En nøiagtig Angivelse af alle de Distrikter, hvori et Ord bruges, kunde vel vare ønskelig, men er dog ofte umulig, da man vel kan have hørt Ordet paa flere Steder, men dog ikke vide, hvor langt det paa hver Side strækker sig. Formodentlig er der mange Ord, som ere langt mere udbredte, end som her er angivet; derimod tør det vel hænde, at den Angivelse, at Ordet er „almindeligt“, ikke altid vil befindes ganske rigtig, da der vel kunde findes en Egn, hvor Ordet ikke bruges; jeg har imidlertid brugt denne Benævnelse, naar Ordet er forefundet paa forskjellige Steder i hvert Stift eller paa hver Kant af Landet. — En ganske anden Omstændighed er angivet ved de Ord „Sjelden“, og „Meget brugeligt“, da der herved ikke sigtes til Ordets Forekomst paa mange eller faa Steder, men kun til dets større eller mindre Anvendelse i Talen.
En Jævnførelse med lignende Ord og en Henviisning til saadanne Ord, som betyde det samme eller noget lignende, er paa adskillige Steder forsøgt, da en saadan Veiledning formodentlig ofte kunde ønskes af dem, som ville sætte sig rigtig ind i Sagen. Ved mange Ord vilde ogsaa en Antydning af Oprindelsen eller Ordets Afledning være ønskelig, men en saadan Oplysning er tildeels vanskelig at give, deels fordi Oprindelsen er ubekjendt, og deels derfor, at der tilbyde sig flere Afledninger, som synes at have lige megen Grund. Den Lyst at ville paavise Oprindelsen til ethvert Ord kan i sig selv være uskyldig nok, men den er ogsaa en farlig Ting derved, at den saa let fører paa Afveie, og at den endog skaffer sig en stor
