Indflydelse paa Ordenes Forklaring og Skrivemaade. Som et Exempel kan anføres det Ord værig i Talemaaden „ingen værig Ting“; troer man nemlig, at dette Ord kommer af et Substantiv Være (ɔ: Tilværelse), da vil man synes, at det betuder: tilværende, forhaandenværende; troer man derimod, at det kommer af Vær (ɔ: Værd), da vil man synes at det betyder: værd at ændse eller tænke paa, og at det altsaa egentlig bør hede verdig. Man maa nemlig erindre sig, at Sproget har havt mange Ord, som nu ere forsvundne, og at det rimeligviis har adskillige, som endnu ikke ere opdagede; dertil kommer, at enkelte Ord have i Tidens Løb faaet en forandret Form, og at Sproget har efterhaanden optaget enkelte Ord af forskjellige andre Sprog. Paa Grund af alt dette behøves her en stor Sprogkundskab til med Sikkerhed at angive Ordenes Oprindelse, og i de vanskeligste Tilfælde vil maaskee ikke engang den storte Sprogkundskab være tilstrækkelig. I de vanskelige Titfælde har jeg derfor anseet det rigtigere at anføre, at Oprindelsen er uvis, end at opstille en Formodning, som let kunbe være feilagtig og saaledes til mere Skade end Gavn.
Hvad der imidlertid er nodvendigst ved en Undersøgelse af Ordenes Herkomst og Slagtskab, er en Sammenligning med Ordets aldste Form i Sproget, saavidt denne kan findes. Mest nødvendigt synes dette at være i de Tilfælde, hvor en nuværende Lyd svarer til to forskjellige Lyd i det eldste Sprog, saasom t og þ, hv og kv, l og hl, r og hr, r og rð. En Angivelse af, hvad Ordet hedder i det gamle Sprog, syntes derfor at burde tilføies, især ved Stamordene og de vigtigste usammensatte Ord. — I denne Jævnførelse med det ældre Sprog er her ellers indløbet en Uorden med Hensyn til Sprogets Benævnelse, især i den første Deel af Bogen, da der er deels sat „Islandsk“ og deels „Gammel Norsk“ (G. N.), uagtet det ikke kunde være min Hensigt at gjøre nogen Forskjel paa Norges og Islands gamle Sprog, hvorimod jeg i enkelte Tilfælde havde tænkt at henvise til det Ny-Islandske, saasom ved Navne paa Fiske, Søfugle og andre Natur-Gjenstande, som nemlig findes anførte og systematisk bestemte i Islands Naturhistorie. Derfom en fuldftændig Ordbog over det gamle Norske havde været udkommen, vilde jeg naturligviis have anført Ordene efter denne, og betegnet dem med „G. N.“ Den fuldstændigste Ordbog, som nu havdes ved Haanden, var Haldorsons islandske Lexikon, ved hvilket der imidlertid er den Mangel, at Kilderne ikke findes angivne, og at man altsaa ikke deraf kan see, om Ordet er nyt eller gammelt. Jeg havde derfor i Begyndelsen en vistnok overdreven Ængstlighed for at ombytte Navnet Islandsk med Gammel Norsk, naar jeg ikke strax kunde erindre et Sted, hvor Ordet findes i Norske Skrifter. At her saaledes ofte staaer „Isl.“ istedetfor „G. N.“, grunder sig egentlig paa Ubekjendtskab med Sprogets Kilder, og tildeels derpaa, at jeg ikke ansaae Tingen for at være saa vigtig, at der burde anstilles nogen særdeles Undersøgelse.
Der er endnu to Ting, som i Særdeleshed maa omtales, fordi de maaskee mest af alle ville blive udsatte for en streng Bedømmelse. Det første af disse er Skrivemaaden, især med Hensyn til de aabne Vokaler eller de saakaldte Mellemlyd, som ere omtalte i Grammatiken saavelsom i den foranførte Plan for Ordbogen. Den her antagne Plan vil vistnok forekomme mange Læsere besynderlig; man vil undres over at finde saadanne Former som Lit (Farve), bera (bære), tola (taale), Tume (Tomme), fyre (for), etc., og man vil paastaae, at der burde skrives: Let, bera, taala, Tome, føre o. s. v. Der gives nemlig mange Dialekter, hvori en saadan bredere Udtale virkelig finder Sted, og desuden er man overalt saa tilvant
