Overgangsformer (f. Ex. ved det Ord braga) eller ved Afledningen og de beslægtede Ord (f. Ex. ved Ordet fetla), og hvor Ordet sikkerlig vilde have havt den angivne Form, hvis det fandtes i visse andre Dialekter. Ligeledes er denne Maade anvendt ved enkelte Ord, som ellers vilde blive adskilte fra den Ordrække, hvortil de høre, f. Ex. ved „Flo(d)mꜳl“, som, naar det skulde skrives Flomaal, vilde komme for langt bort fra de andre Ord, som begynde med Flod. I de øvrige Tilfælde, hvor den fuldkomne Form er tabt, er kun den brugelige Form opstillet foran, men den egentlige Form er angivet enten i Forklaringen eller strax ved Siden af Ordet (f. Ex. Vær, for Verb). Den Sprogform, som her er opstillet, er saaledes ikke endnu nogen ganske fuldkommen Form eller noget Normalsprog; der vil altsaa behøves et nyt orthografisk Register eller en ny Grammatik, hvis et saadant Normalsprog skulde ansees nødvendigt. Forøvrigt vil man forhaabentlig finde, at der ved den her opstillede Sprogform er gjort en stor Tilnærmelse til Normalsproget, og at de Tilfælde, hvori en fuldkomnere Form nødvendigt burde antages, ikke ere saa særdeles mange.
Med Hensyn til Udførelsen af Planen i det Enkelte maa ellers følgende anføres. Ved Verberne er Infinitiv-Endelsen a foretrukken. Denne Endelse findes gjennemført kun i de sydvestlige Egne (Sogn, Søndre Bergenhuus og Stavangers Amt), forøvrigt gaaer den over til e, dog med enkelte Undtagelser. Endelsen a er saaledes ikke den almindeligste, men den er den gamle og ægte Endelse, og dens Opstilling i Ordbogen medfører den Fordeel, at Verbet kommer til at staae foran de afledede Ord med Endelserne ande, ar og ast, som nemlig ere mere almindelige. Nogle Undtagelser ere gjorte, idet Endelsen e er beholdt ved endeel Verber, som kun bruges i de Dialekter, hvor denne Endelse hersker, især naar Verbet har e i Præsens, da nemlig Formen med a i dette Tilfælde synes mest fremmed. Ligesaa er Endelsen e beholdt ved be Verber, hvis Rod ender med et eenligt d (f. Ex. bide, lyde), da nemlig dette d kun høres i et Par Distrikter, hvor Endelsen a ikke bruges.
I Lighed dermed er Endelsen a foretrukken ved Femininerne af den svage Flexion, f. Ex. Gata, Visa. Ogsaa ved disse Ord bruges Endelsen a kun i de sydvestlige Egne (Sogn, Søndre Bergenhuus og Stavangers Amt); paa andre Steder gaaer den over til e og ved nogle Ord til u eller o. Det gamle Sprog har Endelsen a i Nominativ og u eller o i Akkusativ; en saadan haard Vokal forudsættes ogsaa tydelig i disse Ords Lydsystem, hvilket man kan see af de Ord, som have g eller k foran Endelsen, f. Ex. Tunge og Luke; dersom Endelsen virkelig var e, vilde det nemlig hedde Tungje, Lukje o. s. v. Ved Femininerne er gjort den samme Undtagelse som ved Verberne, da nemlig Endelsen e er beholdt ved endeel Ord, som kun bruges i de Distrikter, hvor Endelsen a ikke bruges, og ligeledes ved de Ord, som have et eenligt „d” foran Endelsen, f. Ex. Side, Møde.
Ved Adjektiverne er den korte Form foretrukken for den forlængede Form, som dannes ved et tilføiet e med en egen Betoning eller den saakaldte Halvlyd, og som især er herskende i Bergens og Kristianssands Stift. Tilstedeværelsen af denne Lyd er imidlertid ofte angivet med et Tegn (’), f. Ex. all’, istedetfor „all’e”, som svarer til den gamle Form aller (allr). Samme Tegn er ogsaa anvendt ved Præsens af de stærke Verber, f. Ex. ved ala: æl’ (for æl’e). Ellers er dette Tegn ogsaa anvendt foran en Vokal i Enden af Ordene (f. Ex. End’er, Gjeit’er) blot før at tilkjendeg ve, at Vokalen betones meget svagt, da nemlig den foregaaende Stavelse faaer en stærk Betoning ligesom et Eenstavelsesord. Halvlyden eller det dunkle e et her udeladt i mange Ord, hvor en saadan Vokal vel kunde siges at have Sted,
