siges ogsaa om En, som er vanskelig at disputere med. Almindeligt og meget brugeligt Ord, uden Synonymer. Isl. beinn.
beina, adj. beskaffen med Hensyn til Been. Denne Hesten er godt beina. Ag. Stift (hvor der herved nærmest tænkes paa Fødderne).
beina, v. n. med Dativ (a — a), hjælpe, tjene, vise en Tjeneste. B. og Tr. Stift. Isl. beina.
Beine, m. 1. 1) Hjælp, Tjeneste (især ved at overlade En noget til Benyttelse). B. Stift. I Helg. Beina; i Østerd. Beinke, Benke, f. 2) Hjælpsomhed, Tjenstvillighed. D’æ ikje noken Beine i han. Isl. beini.
Beine, m. 2. Redskaber, Værktøi. Arbeidsbeine, Sjøbeine. Sdm. og tildeels i Tr. Stift. I Namd. Beina, m. Ellers: Bunad, Børnskap, Reide, Velde og fl.
beinen, adj. hjælpsom, tjenstvillig. B. og Tr. Stift. Isl. beininn.
beinfrosen, gjennemfrossen.
Beingrind, f. Beenrad, Skelet; Beenbygning. (Jf. Grind). Isl. beinagrind.
beinhar’, adj. haard som Been.
beinig, og beinug, adj. hjælpsom.
Beining, f. (bruges kun i Fl. Beininga), Sendegaver som medbringes til et Gjæstebud. Ørk. Fosen. Ellers: Føring, Fone og fl. Beiningskorg, f. Kurv, hvori saadanne Gaver frembæres.
beinka (benka, bænke), v. a . rette, jævne, sætte i en ret eller lige Stilling. Af bein, adj. — Næsten alm.
beinkast, v. n. rette sig, blive jævnere.
Beinke, f. see Beine.
beinkløyvd, adj. om Træ, som lader sig kløve i en lige Linie.
beinlaus, adj. beenløs. "Han Beinlause", et Navn paa Vinden. Sdm. og flere.
beinleides (= leies), adv. lige fremad, i lige Linie. B. og Ag. Stift.
Beinleik (= leikje), m. Rethed, det at noget er lige (beint). Hertil Talemaaden: ei Mil te Beinleik ɔ: en Miil kortere. (Modsat: te kroks). Hall. Guldbr. og fl.
Beinlest, m. en Læst som passer til begge Fødder. (Modsat Parlest). Tell. og fl.
Beinmot (oo), n. Led, Sted hvor to Knogler mødes. (Sjelden).
beinsam, adj. hjæælpsom, tjenstvillig. I Østerd. benksam. Ellers beinen, beinug.
Beinskjefting, m. en Kniv med Beenskaft.
Beinstig, m. Gjenvei. Søndenfjelds.
beinsvaren, adj. aabenhjertig, som svarer ligefrem (beint), uden Tilbageholdenhed. I Sogn: beinsvorig (aab. o).
beint, adv. lige, uden Bøining eller Omveie. beint fram: lige frem; ogsaa ubetænksomt, uforsigtigt. beint burta fyre: lige over for.
beinut (beinette), adj. fuld af Been.
Beinvaksen, adj. rank af Væxt.
Beinveg, m. Gjenvei, kortere Vei.
Beinverk, m. Smerte i Benene (indvendig i et Lem).
Beinvid (beinve), m. Kristtorn (Ilex). Nogle Steder anvendes dette Navn ogsaa paa Kvalkved (Viburnum), som ellers hedder Krossvid.
beire (bedre), s. betre.
beisk, adj. beesk, bitter. I Neutrum paa flere St. beikst,
beiskna, v. n. blive beesk.
Beist, n. Beest. Meget brugl. i søndre Berg. for Fe, Bu, Naut, o. s. v. — beista, og beistalege, bruges som adv. uhyre, frygtelig.
beit (bed), see bita.
Beit, f. 1. Riis, friske Kviste som gives Kvæget til Foder. Jf. Mork, Brum.
Beit, f. 2. Knibe, Forlegenhed. koma i Beit. Ogsaa Beet i Spil. (I sidste Betydn. er Ordet fremmedt, men neppe i den første; jf. beita).
Beit, f. 3. Kant, Bred, Ring omkring Aabningen af et Kar. Grytebeit, Kjelsbeit. Guldbr. Sdm. Nfj. og fl.
beita, v. a. og n. (e — te), 1) faae til at bide. Tell. Han kunna beite Jaaen sin ɔ: han fik sin Lee til at bide godt. Jf. bita og beitt. 2) bede, føre Kvæg paa Græsgang. Isl. beita; Sv. beta. Ogsaa v. n. om Kvæget: græsse, gaae paa Græs. Alm. Hertil Beite, n. — 3) luve, styre høiere mod Vinden; eller i Almindl. knibe paa, trænge nærmere ind paa. B. Stift. 4) bede, beitse (Tøi som skal farves, eller Skind som skal beredes). Heraf Beita, f. Beitsning. 5) forespænde (en Hest). Helg. Indr. Ørk. (Er maaskee et andet Ord, af Beite, n. men skulde da have Formen: a — a).
Beita, f. Mading (Agn), som skjæres af en Fisk. B. Stift. Isl. beita.
Beite, n. 1. 1) Græsgang, Græsning. Fjellbeite, Haustbeite, Haabeite o. s. v. Alm. Isl. beit, f. Sv. bete. — 2) Angreb, Dyst, Anstrengelse. Hær vert eit Beite: her bliver noget at kjæmpe med. Han heve havt eit laakt Beite, —
