siges i Sdm. om En som har været meget syg. 3) en Stund, en vis Tid. (Tell. Buskerud). Jf, Tak, Rykk, Rid. I Tell. findes ogsaa Beite, f. i denne Betydning.
Beite, n. 2. Dræt paa Plove og Kjøreredskaber. Tildeels i Ag. Stift; dog mest i Sammensætning: Tribeite, Tvibeite, Einbeite. Jf. Drætte.
Beitel, m. en Meisel. See Meitel.
Beitemark, f. Græsgang, Græsmark.
Beiteskji’a (Beiteskjide), f. Dørstolpe, de opstaaende Stokke, som danne Siderne af Dørkarmen. Meget udbredt og maaskee alm. (I svenske Dial. beteski).
Beiting, f. Græsning, o.fl. S. beita, v.
Beitl, n. Bidsel; see Begsl.
beitt’, adj. 1) hvas, som bider godt. Shl. og fl. Isl. b eitr. 2) begjærlig, lysten. Han æ ikje beitt’e: han vil ikke bide paa, har ikke Appetit. B. Stift. 3) forespændt, om Heste. Helg. og fl.
Bekar, see Bekre, m.
Bekk, m. 1. (Fl. Bekkje, r), i en Baad: de Tværstykker eller Bjælker, som tjene til at styrke og sammenholde Baaden oventil og tillige danne et Underlag for Roerbænkene. Sogn og søndre Berg. (Ellers: Kne). Vel egentlig Bænk (Isl. bekkr).
Bekk, m. 2. (Fl. Bekkje, r), 1) Bæk, Vandstrøm. Ikke ganske
alm., s. Grov. Isl. bekkr. 2) Brønd (= Brunn). Tr. Stift, Sdm. og fl.
Bekkjekjos (oo), m. Vandpyt, dyb Hule i eller ved en Bæk. Helg.
Bekkjesig (aab. i), n. e n meget liden Bæk.
bekoma, v. i Betydn. komme til, faae Leilighed til; bruges meget i Yttre Sogn.
Bekre, f. Kamskjæl, et Slags næsten kuglerunde Muslinger. Sdm. (hvor det ogsaa hedder Bumbe og Bumbeskjæl).
Bekre, m. en Væder. Østerd. (ofte), Ørk. (sjeld.). Hedder ellers: Bekar (Buskerud, Tell.), Bøkaar (Tell.), Bukk og Saubukk (Ringerige). Jf. Ver. Isl. bekri. — Bekre bruges ogsaa ligesom Ver, om en tvær, egensindig Person.
Beksel, s. Begsl.
Bel (Stund, Tid), s. Bil.
Bel (Beel), eller Bil (aab. i), for Bidel, m. 1) en Indbyder, En som beder Gjæster til Bryllup. Valders. 2) en Beiler, Frier. Voss, Hard. Tell. Isl. bidill.
bela el. bila (aab. i), v. n. beile, frie (Isl. bidla). Hard. Tell. — Belamann, Talsmand for en Frier. Belamaal, Forlovelse. Hard. Sogn. Belapika, forlovet Pige. Hard. Belastevna, f. en Forlovelse; og Belaveitla, f. et Gjæstebud i den Anledning. Hard. Jf. fria og festa.
bela, v. feile; see bila.
beleggja, v. a. fortøie (en Baad). B. Stift. (Rettere festra). — Belag, n. Fæstebaand, Fortøiningsreb.
Belg, n. Brøl; see belja.
Belg, m. (Fl. Belgje, r), 1) Bælg (at blæse med). I Rbg. og Tell. Bæg; i Ag. Stift: Belj. — 2) Skind, som er heelflaaet og ikke opskaaret paa Siderne. Søndenfjelds. — 3) Bug, Vom. Guldbr. Østerd. Ndm. — 4) en tæt og langagtig Sky, Vindsky (Vindbelg). Ørk. Fosen og fl.
belgflegjen, adj. bælgflaaet, heelflaaet fra Enden, uden at opskjæres paa langs. Hard. I Sogn: belgflegen; i Tell. bægfletta.
belja, v. n. (a — a), brøle, skrige med en huul Lyd (i Vrede eller Skræk), om Hornkvæg. (Isl. belia). Heraf Belg, n. Brøl, Skrig (feilagtig dannet, for Belje); Isl. belji. I Kr. Stift, Gbr. og Ørk. hedder Verbet bylja (bylje), og Subst. Byl (aab. y).
bella (belle), v. n. (e — te), udstaae noget, holde det ud. F. Ex. Dei fraus so, at dei kunna ikje belle. Sdm. Gbr. Ørk. o. fl. (Jf. Isl. bella, gjøre Modstand). D’æ int belland (Ørk.): det er ikke til at udholde. Jf. hæra.
Belling, m. s. Bending.
Belte, n. Bælte. Te Beltes, til Bæltestedet.
Beltesnø (-snjo), m. Sneelag som rækker op til Bæltet paa en Mand.
Beltestad, m. Bæltested.
Beltefylgja, f. Spænde i et Bælte.
Belut (el. Biluut), m. en uvenlig, uselskabelig Person. Sdm.
Belæte (el. Bilæte, v. a. (e-e), bøie krumme (noget som er stivt). Isl. benda.
Bende, (bænde), n. Baand, Reb, f. Ex. paa Slæder. Tell. og fl. Isl. benda, f.
bende, v. a. (e-e) bøie, krumme (noget som er stivt). Isl. benda.
Bendel, m. Straabaand, Bindsel af Straa omkring et Kornneg, om en Høvisk og deslige. Meget udbredt. I Ndm. Bindel, Binild. Fleertal Bendlar hedder i Hard. Bælnar.
Bending, m. Læggen eller Skaftet i Støvler. Nordre Berg. og fl. I Fosen Bæ-
