bakli’es, adv. paa Skyggesiden. Ørk.
Bakmeis, f. Kurv eller Vidie-Net, hvori noget bæres paa Ryggen. Ind. og fl.
Bak-ola, f. Bagrem i en Hestesæle. Ndm. Ørkd. og fl. (Kunde ogsaa skrives Bakora). Hedder i Sogn: Bakhøla; nogle St. Bak-jøla (mon Bakgyrda?); ellers: Halereim og fl. (Isl. ól, Rem). Jf. Ora.
Bakrom, n. Bagrum (i Baadene).
Bakrull, m. Garnbom i en Væverstol. Sogn. Ellers: Bakriv, Storriv (s. Riv).
baksa, v. slæbe, arbeide; see baska.
Baksegl, n. Bagseil, Vindkast som slaaer Seilet tilbage mod Masten.
Baksele, m. en stor Rem, som anbringes omkring Hestens Sider og Laar, og tjener til at stoppe eller holde tilbage under Kjørsel i Bakkerne. (Forskjelligt fra Bakola).
baksett’, adj. om en Baad: for meget ladet i det bageste Rum.
baksid, adj. sid, nedhængende bag til.
Bakside (-sia), f. 1) Bagside, i Almindelighed. 2) Nordside, Skyggeside. Ag. Stift. Ellers: Bakli’ (Ørkd. og fl.), Avsøla (B. Stift) og Norsi’a.
Bakskaut, n. i et Seil; see Skaut.
Bakskut, m. Agterenden af en Baad.
Baksleng, m. Bagsmæk; ogs. et Fald bagover.
Bakstamn, m. Bagstavn.
Bakstedag, n. Dag som anvendes til Bagning (Bakstr).
Bakstefjøl, f. et lidet Bagerord. Tr. Stift og fl.
Bakstehella, f. Jernplade hvorpaa Fladbrød steges (s. steikja). B. Stift. Hedder ogsaa: Bakstehyll’ (Fosen og fl.), Bakstejarn (Indr. Namd.), Brø’jarn (Helg.), Takke (Ag. Stift).
Bakstekjevle (kjelve, kjølve), n. Rulle eller Valse, hvormed Fladbrød tilberedes.
Bakstelefsa, f. et nybagt Fladbrød.
Bakstemjøl, n. Meel til at bage Brød af. Modsat: Kokemjøl.
Bakste-vid (ve), m. Bagerved.
Bakstr (Bakst’er), m. Bagning; især FLadbrødsbagning, der sædvanlig kun foretages to eller tre Gange om Aaret, og da vedvarer i flere Dage. G. N. bakstr.
Bakstykkje, n. Bagstykke (i Klæder).
baktala, v. a. bagtale (= lasta paa Bakj’e).
baktung, adj. tung i den bageste Ende.
bakvend, adj. bagvendt; med Bagen foran.
Bakvudu, f. Bagstrøm. S. Bakia.
Bal, f. 1. Balg, Skede. Tell. (Isl. bal, n. ).
Bal, f. 2. Mælkekar. Hall. (S. Kolla).
Bal, n. (for Bard), s. Bar.
Bal, n. (af bala), 1. Møie, Slæb, Besvær; ogs. Uleilighed, slemme Omstændigheder. B. Stift. 2. Larm, Støi, Skraal. Ag. Stift.
bala, v. n. (a — a), 1) slæbe, arbeide, have Møie med noget; ogsaa: kjæmpe, slæbe sig frem under vanskelige Kaar. Meget brugl. i B. Stift. Isl. bala. 2) larme, støie, fare frem med Bulder. Vald. Hedemarken og fl. I Guldbr. baalaa.
Balderblom, m. Kraveblomst, vild Matrem (Pyrethrum inodorum). Shl. Ellers: Baldurbraa (Hard.), Ballebraa (Nhl.), Baliblom (Jæd.), Barbraagull (Ørk.). — Et lignende Navn findes tilsigtet i den yngre Edda, hvor det hedder, at den Urt, som er "den hvideste af alle", er bleven sammenlignet med Balders Øienhaar ("er jafnat til Baldrs brár"). Om de øvrige Navne s. Kragablom.
baldra, v. n. skralde, smelde, larme. Nordre Berg. Sdm. — Baldring, f. Larm, Skralden.
Baldurbraa, s. Balderblom.
Bale, m. en Vold eller jævn Forhøining langs Strandbredden. Nhl. (Isl. bali). Baleland, n. en Kyst som er vanskelig at komme til i Stormveir. Sdm. og fl.
balen, adj. 1) møisom, besværlig; 2) stræbsom, udholdende. Nhl. og fl.
Balgje (el. Balje), m. Balle (Kar).
Balk, m. Afdeling, Stykke. See Bolk.
balka, v. n. arbeide uheldigt, kludre med noget. Helg. (= balla, klatra).
balkaat, adj. forbundet med Møie og frugtesløst Arbeide. Helg. Jf. klatresamt.
Ball, m. 1) Bold, Klump, rundagtig Figur. (Isl. böllr). slaa Ball, spille Bold. 2) Boller (et Slags Mad); s. Kumla. (Sv. palt).
Ball, n. Møie, Arbeide som ikke gaaer i den rette Orden.
balla, v. a. (a — a), 1) vikle, sammenfolde, lægge sammen i en Bylt eller Pakke. balla ihop. Han balla dæ inn i ein Klut: viklede det ind i en Klud.. Meget udbredt, dog mindre brugeligt søndenfjelds. 2) v. n. kludre, slæbe med noget, som ikke vil gaae rigtig fra Haanden.
Baalebraa, s. Balderblom.
Balling, f. Sammenvikling; unyttig Møie.
