og fl. I Nhl. ꜳvina. Ellers: misunna.
ꜳvundsam’, adj. misundelig.
ꜳvundsjuk’, adj. misundelig; ogsaa: ærgjerrig, som gjør sig megen Møie for at overgaae andre. Nordre Berg. og fl. Heraf Ꜳvundsykje, f.
ꜳvundslaust, adv. uden Misundelse.
ꜳv-vega, v. n. gaae af Veien. Nhl.
Ꜳvverk, see Ovverk.
B.
Bad (Ba), n. Bad (især varmt eller Lægebad); see Laug.
bade (ba), v. a. bade.
baden, adj. lidt fugtig, ikke ganske tør (mest om Hø). Sdm.
badna (bane), v. n. tørres lidt, blive halvtør (om Græs).
badnaleg, s. barnaleg.
Bak, n. 1. Opvarmelse, Ophedning; især a) et varmt Omslag (Saltbak, Konnbak o. s. v.); b) et Afkog til at rense Kar med; jf. Einebak. Meget brugl. vestenfjelds, men ikke alm. i Ag. Stift.
Bak, n. 2. Bag, Ryg. (Isl. bak). Sjelden, undtagen i figurl. Betydn. Jf. Handabak. att aa Bak: bag over, med Ryggen nedad. paa Bakje: paa Bagen, i Ens Fraværelse. til Bakes el. te bakar (ogs. te bakars), tilbage.
Bak, m. see Bakhun.
bak, adv. bag. Bruges kun med Begreb af Hvile eller Forbliven, medens derimod Bevægelsen (Retningen bagud) betegnes ved att. Bak sammensættes derfor kun med egentlige Subst og Adj. for at betegne det som er i eller hører til den bagere Deel; medens derimod att sammensættes med Abstrakter, Participier og andre Partikler.
baka, v. a. (a — a), 1) ophede, opvarme. baka seg. (Ikke meget brugl.). 2) belægge med varmt Omslag. 3) rense ved et varmt Afkog (især af Enerkviste). B. Stifte og fl.
baka, v. a. og n. (a — a, og a — te), bage, lave Brød. G. N. baka. Ved Tillavningen af Fladbrød betegner baka kun at give Brødet sin Form ved Bagerullen (s. Kjevle), men ikke den videre Tilberedning ved Ilden (s. steikja).
Bakar, m. en Bager. Bakardag, s. Bakstedag. Bakaromn, m. Bagerovn.
Bak-aar, f. Bagaare (til en Baad).
Bakdeild, f. og Baklut, m. Bagdeel.
bak-eggjes, adv. paa hiin Side af Fjeldet. B. Stift. See Egg.
Bak-ende, m. den bageste Ende.
Bakevju, f. Bagstrøm. S. Evja.
Bakfjorung, m. Bagfjerding (af en Hud eller af et Dyrs Krop).
Bakfot, m. Bagbeen.
Bakgjøla, s. Bakola.
Bakhand, i Bakhandenne (Dativ), i Baghaand, i Forbehold til en anden Leilighed.
Bakhun (uu), og Bakhon (oo), m. den yderste Fjel af en Stok; de Fjele som kun ere savede paa den ene Side og have Barken paa den anden. Ag. Stift. Hedder blot Bak, m. i Tr. Stift, og Hun, el. Hone, i B. Stift.
Bakhøla, s. Bakola.
Bak-ia (for Bak-ida), f. Bagstrøm, tilbagegaaende Strømning i Bugterne af en Elv eller Fjord. Hedder ogsaa: Bak-ea og Bak-eie (ved Trondhjem), Bakevju (Ag. Stift), Bakvudu (Indr.). Om de øvrige Navne see Ia.
bakka, v. a. danne Bakken eller Ryggen i et Jernredskab; heraf adj. bakka, f. Ex. Denne Ljaaen æ godt bakka (har en god Ryg); see Bakkje.
Bakkebrun, f. den øverste Kant af en Bakke. Helg. og fl. Ellers: Bakkerør, f. (Sdm.), Bakketraam, el. -trøm, m. Sogn og fl.
Bakkelag, n. en Række af Bakker. (Sjelden).
Bakkelende, n. bakket Land.
bakkeskyr, adj. om Heste, som ere skye i Bakkerne, eller ville løbe, naar Læsset skyder efter. Sdm. og fl.
Bakkje, m. (Fl. Bakka, r) 1) Bakke, Hælding, stærkt opstigende Grund. Sv. backe. 2) paa Jernredskaber: Ryggen eller den bageste Kant, i Modsætning til Eggen. 3) Skybanke, en tæt Masse af Skyer eller Taage i Horizonten. Isl. bakki.
Bak-kjeip, m. bageste Aaretold.
bakkut (bakkete), adj. bakket, ujævn.
baklengjes, adv. baglængs. Nogle Steder: attlengjes.
baklest, adj. meget belæsset i den bageste Ende; om Slæder og Vogne.
Bakli(d), f. Styggeside; s. Bakside.
