Kjødet. (Islandsk átumein). Agersh. Stift.
Ꜳta, f. 1) Æden, Spiisning. Ørk. og fl. Han gjor’ inte stor Aata dvs. han spiste ikke meget. 2) Gjæstebud, Beværtning med Mad. Sdm. Nfj. (Jf. Drykkja). 3) Fiskeyngel (som ædes af andre Fiske). Mandal (hvor det ogsaa udtales: Ꜳde).
ꜳta, v. n. (a — a), strøe Gruus paa Sneen, for at den skal smelte. Voss og fl. Ellers molda, mela.
ꜳta, og ꜳtaa, dvs. uden; s. utan.
Ꜳtak, n. Anstrengelse, stærk Anspændelse af Kræfterne. (Isl. átak). Sogn. og Tell. (hvor det adskilles fra Ovtak). Jf. Otak og Itak.
ꜳtaka seg, anstrenge sig yderlig. Sogn. Han aatæk’e seg inkje.
ꜳtar, og ꜳtaar, længere ude. S. utar.
ꜳtaa, v. a. s. eta.
Ꜳtbersle, f. Modvirkning, Brug af Lægemidler. Sdm. S. bera aat.
Ꜳtbur, m. Adfærd. (Jf. bera seg aat). Sjelden.
Ꜳte, f. see Aata, og Ota.
ꜳtekt, overdækket; s. aaltekt.
ꜳtfinnen, adj. dadlesyg, oplagt til at dadle og spotte. Ikke alm. I Sogn: ꜳtfunnig; i Ørkd. ꜳtfunnau; i Sdm. ꜳtfinnsame. Isl. atfindinn.
Ꜳtfinning, f. Dadel, Spot, Beleen.
ꜳt-funnen, spottet, beleet.
Ꜳtfær, f. Adfærd, Fremgangsmaade. I Tell. og Rbg. Atfær. (Isl. atferd).
ꜳt-gjort, istandsat, kureret for en Skade eller Sygdom. Jf. gjera aat.
Ꜳtgjær, f. Istandsættelse, Kuur. Gbr. Sdm.
ꜳt-havd, tugtet, straffet. Nhl. Sdm. Af Talemaaden: hava aat.
ꜳt-komen, 1) kommen nær til; 2) høist forlegen, kommen til det yderste. B. Stift.
ꜳt-lædd, beleet, udleet.
Ꜳtnad, m. Spiisning. Sdm. Jf. Aata.
Ꜳtoke (aab. o), f. stærke Sygdoms-Anfald hos Dyr, især Køer. Sdm.
ꜳtraste (yderste), f. utraste.
Ꜳtrenne, n. Løkke eller løs Knude, som kan trækkes sammen saaledes at den omfatter og fastholder noget. Sdm.
Ꜳtte, Frygt; s. Otte.
ꜳtte, Talord: otte. I søndre Berg. ꜳtta. (Isl. átta). — ꜳttande, ottende.
Ꜳttedaga(r), Fl. m. bruges ofte for Vika, en Uge; f. Ex. fyste Aattedaganne: den første Uge. Ꜳttedagsbryllaup, n. Bryllup som varer en Uge. Nhl. — Ꜳttedagsmot (oo), n. samme Dag og Tid som i den forrige Uge. Ꜳttedagsslætte, n. Eng som man kan slaae paa en Uge.
ꜳtteti (og forkortet: ꜳtti), firsindstyve. B. og Tr. Stift. (Isl. áttatigi).
Ꜳttring, m. i Nhl. en stor Førselsbaad, sædvanlig med Lysting (s. L.). I Sdm. (hvor det udtales Ottring) betegner det en meget stor Havbaad, som i Fisketiden har en Besætning af indtil otte Mand. Forskjelligt fra Aattæring, og maaskee dannet af Aatterøding. Jf. Røde og Seksroring.
Ꜳttung, m. en Ottendedeel (Isl. áttungr); et Bygdelag som udgjør en Ottendedeel af Sognet. Voss.
Ꜳttæring, m. en Baad med otte Aarer. Hard. Jf. Seksæring, Tiæring.
ꜳv, 1) istedetfor ov (f. Ex. Aavrikje), s. ov. 2) istedetfor av, især i Betydn. hen, bort; f. Ex. Kor vil du aa(v): hvor vil du hen? s. av.
ꜳva, dvs. oven, ovenfra; s. ova.
Ꜳvabur, Aavafall o. s. v., s. ova.
ꜳvanyve, adv. overmaade (eg. oven over). Som adj. udmærket, høist fortrinlig. Voss. Jf. fram-ifraa.
ꜳvdegna, v. n. afdugges, tørres lidt saa at den meste Væde forsvinder. Nhl. Voss.
ꜳveie (for aa vegje), oppe, paa Benene. Voss. Dei va ikje aaveie: de vare ikke oppe, de vare tilsengs.
ꜳvfjella, s. avfjella.
Ꜳvgjegn, s. Aagjegn.
ꜳvgjøen, el. ꜳgjøyen, adj. overmodig, skadefro, glad ved at spotte og fornærme andre. Nhl.
ꜳv-hussa, bortjaget, uddreven. Sogn.
Ꜳvin (Aaven), f. Aavund.
Ꜳvkar, m. s. Ovkar.
ꜳvloa, v. dræbe; see avloa.
Ꜳvokstr, m. (egentl. Paavæxt), Fløde af et enkelt Mælkekar. Hard. See Aafall.
ꜳvra, v. komme op; s. ovra.
Ꜳvrikje, s. Ovrikje.
Ꜳvrot (aab. o), n. Affald, især af slagtet Kvæg. Shl. (Jf. rata).
ꜳvsta, s. avstad.
Ꜳvund, f. Misundelse. I Nhl. Ꜳvin (el. Ꜳven); i Helg. Auvunn. Isl. öfund (efter Ihre af: av, og unna).
ꜳvunda, v. a. (a- a), misunde. Sdm.
