ꜳrviss’, adj. aarvis; om Jord, som jævnlig giver en god Høst. Modsat aarvand.
Ꜳrvoka (aab. o), f. Søvnløshed; Vaagen om Natten. Nordre Berg. Sdm. og fl. Ellers: Andvoka, Sømnløysa. Jf. aarvakjen.
Ꜳrvon (oo), f. Udsigter med Hensyn til Aarsvæxten. (Sjeld.).
ꜳ røyse, paa Reisning. Dei ligg’ aa røyse, — siges i Sdm. om Dyr som ikke kunne reise sig uden Hjælp. (Verbet reise hedder i B. Stift: røyse).
Ꜳs, m. 1. Aas, Bjergryg, et langstrakt Bjerg. (Mindre end fjell). Alm. Isl. ás. S. ås.
Ꜳs, m. 2. 1) en Bjælke. (S. Golvaas, Luraas, Teineaas). I Ag. og Tr. Stift især om de paalangs gaaende Stokke hvorpaa Taget hviler. Sv. ås. (Bygningsmaaden med Aaser er ubekjendt i B. Stift). 2) en Axel, hvorom noget dreier sig; saaledes: Hjulaas, Slipesteinaas. Alm.
ꜳsa, v. a. belægge med Bjælker.
Ꜳskjøne, f. en Kløft eller Klemme, hvorved Skjødet af et Seil bliver fæstet til Baadkanten. Sdm. Sfj.
ꜳ skog, bruges i Sdm. i Talemaaden: Dæ kan ingjen staa dei aa skog dvs. Ingen kan modstaae dem, holde dem Stangen.
Ꜳslag, n. en Række af Aaser, en liden Bjergkjæde. Ag. Stift.
Ꜳslende, n. bakket og aaset Land, Bjergegn. Tr. Stift.
ꜳslendt, adj. opfyldt af Aaser og Bakker.
Ꜳlsmark, f. høitliggende Egn, opfyldt af smaa Bjergkjæder.
ꜳsna, stimle sammen. S. ofsnast.
ꜳ stad (aasta), paa Bane. Da kann snart koma vondt efta(d) dvs. der kan let gives Anledning til noget ondt (især om Kiv og Trætte). B. Stift.
ꜳsut (aasette), adj. bjergig, aaset.
ꜳsvæse, adj. n. ubekvemt, for tungt til at haandtere. Yttre Sogn.
ꜳt, præp. (med Dativ), 1) til, hentil, henimod. I Tell. og Rbg. at (langt a). Isl. at. Sv. åt. Ꜳt Bora (Bor’e): til Bordet. aat Veggj’a: til Væggen. koma aat: røre, berøre. — 2) til, for, til Brug for (med Begreb af Dativ). Han gjøre da aat meg (i Tell. "se meg") dvs. han gjorde det for mig (til m ig). Dei arbeidde aat seg sjølve (til sig selv, paa sit eget Arbeide). D’æ godt nog aat dei: det er godt nok for dem. I nordre Trondhj. ogsaa: imod, f. Ex. væra fint aat ein (vred paa En), 3) til, om en Tilhøren (med Begreb af Genitiv). Kun efter et Subst. f. Ex. Aakren aat Granna dvs. Naboens Ager. Arven aat Sønom: Sønnernes Arv. Jf. til. — I Begrebet af en Retning omvexler ꜳt med til, saaledes at ꜳt bruges, naar der tænkes paa en kort Afstand eller en Nærhed, men til bruges ved en længere Afstand samt i figurlig Betydning.
ꜳt, adv. (eller præp. uden Objekt), til ved, med; med adskillige Forandringer i Begrebet; saaledes: 1) om en Henvendelse i Almindelighed. taka aat mæ dvs. give sig i Færd med, begynde paa. Jf. fara aat, bera seg aat. (Mærk: gjera aat fyre dvs. kurere, raade Bod paa). Ofte om en stærk Berørelse el. Paavirkning, f. Ex. leggja aat dvs. trykke stærkt til. draga aat dvs. knibe, klemme. 2) om en Undersøgen, Iagttagelse. lyde aat dvs. lytte nøie til. Jf. høyra aat, sjaa aat, kjenna aat. S. ette. — 3) med Begreb af Gjensidighed. leidast aat dvs. lede hinanden. Jf. fylgjast aat, hjelpast aat, skiljast aat (Dansk: ad). 4) om en Vedholden, at være i Gang, i Færd med. Kun med: vera, f. Ex. Han æ aat aa slær, — ordret: han er ved og slaaer, d. e. han er i Færd med at slaae. Da ha aat aa lyste dvs. det havde begyndt at lysne. (Meget brugeligt i det Vestenfjeldske). 5) om en vedhængende Feil eller Mangel. D’æ altid noke aat mæ dei, dvs. der feiler altid noget hos dem, de have altid noget at klage. Sdm. og fl. Kva so æ aat dvs. hvad er det som feiler? (Sv. åt). Hertil Talemaaden; finna aat dvs. dadle, spotte, udpege Feilene ved en Ting. B. Stift. See aatfinnen. Ligesaa: tykja aat vera (i Sdm. tikje aat vere; i Tell tykjes at vera) dvs. være utilfreds med noget, finde det ubehageligt. I disse Forbindelser lægges en stærk Betoning paa Ordet aat.
Ꜳt, n. 1) Æden, Gnaven. Abstrakt af Verbet eta (aat.) Isl. át. 2) Noget som æder eller gnaver; a) Utøi. (Sv. åt). Ikke alm. Jf. Bit. b) Myg og Fluer. Ørkd. c) unyttige eller uduelige Folk; Tiggere. (Tr. Stift). 3) et Slags smaa Sødyr, som jages og ædes af Fiskene. Raudaat, Sildaat. 4) Mading til Fisk, Lokkemad. (Isl. áta). Tell. Jf. Agn, Beite. — I Ag. Stift ogsaa om Lokkemad for Dyr. Jf. Etl. 5) Jord eller Gruus som strøes paa Sneen for at tære og smelte den. Tellem. Voss. 6) Kræft, Tæring i
